Bokse-klichéen ”Lets Get Ready To Rumble” kunne sagtens have svævet i en lavthængende talebobbel over TAP1 i København fredag aften.

Five Finger Death Punch, som siden deres debutskive i 2007 jo nærmeste har spyttet albums ud i en strøm, der kan få regnen af mariekiks under ”Hvalborg” til en Shu-Bi-Dua koncert til at ligne tårestrømmen på en cyklist, der har fået et insekt på den rigtige side af cykelbrillerne, bød op til en omgang dans i bokseringen.

Resultatet var desværre kun et dødsstød af den middelmådige slags. Ikke dermed sagt, at det var et dårligt show, for der var god musik og fællessang, men...

Ja, man kunne sågar forledes til at tro, at der var tale om en omgang fællessang på TV2 Charlie blot i en metaliseret udgave, hvor Johnny Reimars velplejede movembersnegl var skiftet ud med et uhyggeligt blæksputteskæg på bassist Chris Kael da sangstemmer flød i lårfede stråler fra forreste til bagerste række og fra højre til venstre fløj i TAP1, samt horn i luften og lette hop på stedet.

Det blev en blandet fornøjelse efter min mening – sikkert en jeg ikke deler med flere af de omkring 6.500 tilhørere. Men jeg vil støtte op en tilfældig svensker jeg blev passet op af i garderoben, efter de kulørte lamper var slukket og scenen i gang med at blive pillet ned – de spillede kun omkring 75 min og kastede kun to numre af fra det nye – og ganske udemærkede – album ”Got Your Six”.

At de så samtidig – efter setlisterne at læse – i både Helsinki og Oslo men ikke Stockholm og København kastede en medley bestående af ”Stairway to Heaven / Enter Sandman / Crazy Train / Smoke on the Water” (Led Zeppelin, Metallica, Ozzy Osbourne, Deep Purple), forekommer mig som et mysterium.

Nå, nu skal det jo ikke kun være sure opstød fra den gamle mand på balkonen for stemmingen blandt publikum var i top og det var da også en hitparade der blev serveret for os. ?

”Lift Me Up” startede ballet og løftede taget i de gamle tapperhaller på grænsen mellem Vesterbro og Valby – og så var vi lige som i gang.

Herefter fulgte energiske numre som “Bad Company”, de nye “Got Your Six” og “Jekyll and Hide” inden trommerslager Jeremy Spencer gik solo med nuancer der lød til at være inspireret af danske Safri Duo. Selvom jeg holder meget af trommeslagere og tænker at de er som målmanden på en fodboldbane og udgør en større del af holdet end de måske får fortjeneste for, så burde soloen være undladt til fordel for nogle af de nye numre.

Vi fik en akustisk version af ”Wrong Side of Heaven” som bortset fra en lidt knas mellem vokal og guitar i indledningen faktisk klædte nummeret ganske godt. Den blev fulgt op af en semiakustisk version af “Battle Born” og jeg må konstatere at der var noget særligt over den akustiske indledning som der blev sat strøm og aggresivitet til mod slutningen.

”The Bleeding”, der afsluttede aftenens show, er og bliver et fantastisk nummer med sine stille og blide passager som overtages af en voldsom aggressivitet og fylde.

”The House of the Rising Sun” fulgte publikum på vej ud af TAP1 i en båndet version, hvilket igen virkede uforståeligt… hvorfor ikke spille den live når det nu endelig skulle være.

En blandet oplevelse med masser af lyspunkter men også skuffelser når guldet skal vejes af.