Efter Metallicas mesterlige, morderiske og majestætiske anden koncert i Royal Arena tirsdag ville jeg godt have taget endda ret store væddemål på, at bandet med den tredje koncert ville gå hele vejen og planken ud - såvel i eksplosivt spil som i artige overraskelser i sætlisten.

Sådan skulle det ikke gå.

I stedet trak bandet sig - fraset én enkelt virkelig gedigen overraskelse - torsdag aften tilbage til komfortzonen og præsenterede en forholdsvis forudsigelig og ikke specielt veltimet sætliste.

Det kan måske have noget at gøre med, at der stadig var sygdom i bandet, eller at Metallica fredag morgen skulle med et klokken kvalme fly til Los Angeles for at spille ved den amerikanske Grammy uddeling.

Det skal jeg ikke kunne sige, men koncerten kom for sjældent for alvor op i gear og var i min optik ofte at betegne som "Metallica light".

Vellyd og godt spil gør det trods alt ikke alene - der er også noget, der hedder timing og momentum. Så alt imens det var et mestertræk at tage den fabelagtige, forrygende favnende og sjældent spillede instrumentale tour de force "The Call Of Ktulu" ind i sættet, var det så i dét stykke mindre smart også at inkludere både "Welcome Home (Sanitarium), "One" og "Fade To Black".

De tre befinder sig  - i lighed med "The Call Of Ktulu" - i langsomt-til-midtempo territoriet. Ligesom de alle tre - igen i lighed med "Call . . ." - hører til blandt bandets længere numre.

Alle tre er de selvfølgelig fremragende sange og blev dertil fornemt spillet torsdag aften. Men så sammenlagt lang tid i langsomt/ middel tempo kombineret med de stedse mere enerverende afbrydelser i koncertens flow (u)takket være Kirk Hammett og Rob Trujillos formålsløst filende solo-spots betød, at momentum i koncerten simpelthen for ofte blev slået i stykker.

De kan kalde så i øvrigt kalde det solo-spots alt det, de vil, for det bliver sgu aldrig andet end uvelkomne pauser i koncerterne.

Kors hvor havde det klædt denne koncert, hvis f.eks. "Hit The Lights", "Ride The Lightning", "Damage Inc." eller for den sags skyld "Cyanide" eller - det nye nummer, mange havde sukket efter - "Spit Out The Bone" havde afløst et par af de langsommere numre på sætlisten.

SOM OFTEST UIMODSTÅELIGE
Var det så den dårlig koncert? Nej, det ved heavy, metal og mania det IKKE var. Det sørgede blandt andre majestætiske og muskuløse udgaver af "Creeping Death", "For Whom The Bell Tolls", "Atlas, Rise!" og "Master Of Puppets" for, mens en storswingende "Now That Weíre Dead" for tredje koncert i træk rendte med prisen for "Aftenens højdepunkt".

Alt i alt ER Metallica jo som oftest uimodståelige og selv på en vakkelvorn dag bedre end de fleste. Netop derfor kan man så også godt tillade sig at stille endda meget store krav til dem. Mine blev ikke helt indfriet torsdag aften.

"Det var sgu fedt nok, men den koncert kom aldrig helt derop," konstaterede en ven, som har holdt Metallica fanen højt i lige så mange år som jeg selv.

Så var det såmænd sagt.

Vulkanen var på vågeblus og ulmede men kom sjældent i decideret udbrud.

SÆTLISTE:
"Hardwired"
"Creeping Death"
"For Whom the Bell Tolls"
"The Memory Remains"
"Welcome Home (Sanitarium)"
"Now That We're Dead"
"Atlas, Rise!"
"The Call of Ktulu"
"One"
"Master of Puppets"
"Fade to Black"
"Seek & Destroy"

EKSTRA
"Blackened"
"Nothing Else Matters
"Enter Sandman"

BOET OPGJORT EFTER METALLICAS TRE KONCERTER I ROYAL ARENA:

HELTEN 1:
En velspillende LARS ULRICH, som fik sat kritikerne på plads.

HELTEN 2:
En stålsat James Hetfield.

HØJDEPUNKTET:
"Now That We're Dead" hver aften. En klassiker er født.

NEDTUREN:
Aflysningen af søndagens show.

OPTUREN:
Show nummer to tirsdag 7. - én af mange års bedste Metallica koncerter i Danmark.

GLÆDEN:
At Royal Arena som helhed lover rigtig godt for fremtidige kæmpekoncerter i København.

GLÆDEN - forventningens:
Når Metallica vender tilbage til september for at kompensere for det aflyste show søndag.