For nu indledningsvis at tilbagevise én af de populære myter om min metiér, har jeg i store træk altid holdt skiftende redaktørers direktiver om at være ærlig i hævd.

Således må jeg erkende, at det indtil i aftes var ganske mange år, siden jeg sidst oplevede det – faktisk – banebrydende brasilianske thrash metal band Sepultura live.

Faktisk skal vi nok næsten så langt tilbage, som at det var dengang, en vis festivals bookere stadig havde en fjern idé om, hvad der var op og ned på en guitar. Så kan I selv tage den derfra.

Men havde jeg glemt, hvorfor brasilianernes monstrøse miks af eksempelvis Slayers ondsindede speed og hardcore punk (tænk: Discharge) betød så meget for os i bandets storhedstid i 1990’erne, blev det skab i dén grad hamret over i det hjørne, hvor den slags står bedst, torsdag aften.

Hér indtog nemlig bandets to tilbageværende originale medlemmer, guitaristen Andreas Kisser og bassisten Paolo Jr, sammen med den amerikanske sanger Derrick Green og trommeslageren Eloy Casagrande københavnske Pumpehuset for at fejre bandets 30 års jubilæum.

Med instrumenterne stemt ned hinsides helvede, hvorfra der kun er én vej – opad! – gjorde Sepultura hér i 2015 stadig og atter dét, de nu engang altid har gjort bedst.

Nemlig at spille humøret tåleligt hos de mennesker, der er trådt under fode af dét, man i mangel af et bedre udtryk kalder ”systemet” og blæse de dæmoner, som har det med ride med på skuldrene hos nogle af os, ned og over i baggrunden for en stund.

”Sig nej og stå imod!”, som det hedder i ét af bandets numre (”Refuse/ Resist”).

EKSORCISME
Sepultura har aldrig – og gjorde det heller ikke i Pumpehuset – gjort sig i de raffinementer, som selv bands som Kreator og Slayer faktisk excellerer i nu om stunder.

Sepultura er fortsat en øvelse i eksorcisme og regulært raseri mod verdens uretfærdigheder, som kun et band fra de onde gader i brasilianske Belo Horizonte kan være det.

Det kan man så godt grine ad, hvis det er sådan, man har det. Man kan imidlertid også – som i omegnen af 500 mennesker i Pumpehuset valgte det – smile tilfreds, fordi der sgu ER nogen derude, der fatter, hvordan man har det.

På en dårlig dag. Som godt kunne gå hen og blive en god dag. Takket være Sepultura.

Da aftenen gik på hæld for fulde flænsede gardiner med ”Ratamahatta” og ”Roots Bloody Roots” kunne vi konstatere, at Sepultura 30 år inde i karrieren er såvel så relevante som regerende, som de altid har været. Ligesom man – og det er nok så vigtigt –  også måtte erkende, at nok er musikken (bevidst) primitiv, men den virker kun så effektivt, fordi bandet bag den spiller så godt.

Og hvis du ikke fatter, hvad jeg mener med det, er det nok på tide at komme ud og høre Sepultura igen. . .