VOLBEAT OF DREAMS

Det er søndag og vi befinder os i Manchester i det nordvestlige England. Vejret er, som det ofte er på de kanter – koldt, gråt og trist. Byen, som nok er mest er kendt for sine to fodboldhold – United og City – ligger øde hen. Der er ingen fodbold denne weekend. Så hvad pokker laver min gode ven og jeg i Manchester denne søndag?

Svaret er: Volbeat. Nu skulle vi altså endelig høre dem uden for Danmarks grænser efter adskillige koncerter på hjemmebane.
Efter en rundtur på ”The Theatre of Dreams” (Manchester Uniteds hjemmebane Old Traffords kælenavn, red.) tidligere på dagen gjorde vi vores entré i Manchester Academy – et spillested hvor blandt andre Foo Fighters, Slipknot og Robbie Williams har optrådt tidligere.
Hatebreed, som også supportede Volbeat på Refshaleøen i august, varmede godt og grundigt op i publikum, og fra forreste parket kunne vi se og til tider mærke slipstrømmene af circle- og mosh-pits rundt om os.

En pause for at træde af på naturens vegne og en tur i baren kostede os de gode pladser i front. Men pyt; vi havde en pint i hånden, og vi kunne mærke spændingens og forventningens glæde blandt publikum i den tætpakkede sal.

Introen med Motörheads "Born To Raise Hell" lyder i højtalerne og bliver fulgt op af introen til det , det hele handler om – Volbeat og "Doc Holliday". Så er vi klar, og så er vi i gang. Jon indtager scenen og sætter gang i hans eminente og sikre trommespil, og så går starten med "Hallelujah Goat", hvor de dobbelte stortrommer får gulvet selv allerbagerst i salen til at ryste.

Rob, Anders og Michael følger trop på hver deres sublime måde – det er det rene "Guitar Gangsters & Cadillac Blood". Før "Sad Man’s Tongue" brager deruda',  bliver publikum lige testet i deres kendskab til Johnny Cash og de kvitterer med sang retur mod scenen, der får taget til at løfte sig.
Det er vildt det her – jeg har tror aldrig jeg har stået så langt tilbage i salen til en koncert – og slet ikke oplevet en hel sal, der mere eller mindre er med hele vejen igennem med sang, applaus og rockende rytmer.

Det synes også til at smitte af på de tre danskere og den ene amerikaner på scenen denne aften – det fortsætter bare derudaf og ”I only wanna be with you”, tænker jeg.
Michaels rejse ned gennem salen båret på hænder for at aflevere en t-shirt til en dreng på sin fars skuldre blive modtaget med taktfaste klapsalver og jubel.

"Pool of Booze, Booze, Booza", "Fallen" og "Still Counting" lukker festen – og sikke en fest det har været! Som Hatebreeds forsanger Jamey Jasta sagde under deres optræden: ”First you get Hatebreeded, then you get Volbeated” og manden havde i den grad ret.

Det virkede i den grad til at det kritiske engelske publikum nu har taget Volbeat til sig, og mon ikke de snart kommer blandt plakaterne i Manchester Academys "Hall of Fame"?

Det var ikke så meget Theatre Of Dreams som det var Volbeat of Dreams denne aften. En ubeskrivelig oplevelse.