Det sker en (alt for) sjælden gang, at et album dukker op, hvor dén magi, som åbenlyst opstod i indspilningsstudiet, er næsten håndgribelig – også for lytteren.

Sådan et album er The Rolling Stones’ ”Blue & Lonesome”.

Her vender de værdige, vældige og vitale veteraner tilbage til dét, som for over et halvt århundrede lærte dem at spille musik: The Blues.

Dengang The Rolling Stones tog navn efter blueslegenden Muddy Waters' sang ”Rollin’ Stone”, og før de blege engelske drenge blev superstjerner, sexsymboler og Sir-noget-som-helst spillede de skramlende bluescovers.
54 år senere vender Stones på ”Blue & Lonesome” tilbage til rødderne og spiller covers af bl.a. Little Walter (i sin tid Waters’ mundharpe-virtuos), Howlin’ Wolf og Willie Dixon.

SELVANTÆNDELSE
Det her slår gnister i et omfang, så der i perioder er en reel fare for, at højttalerne selvantænder i denne aldeles uforstilte og derfor så meget desto mere fabelagtige kærlighedserklæring til den musik, som senere fik en baby, de kaldte rock’n’roll.

Modsat dengang først i 60’erne prøver Stones bare ikke at lyde som forbillederne. På ”Blue & Lonesome” lyder de ”bare” som The Rolling Stones, og selv om det ikke burde overraske nogen – og sgu’ da slet ikke mig! – bliver man gang på gang bjergtaget af, HVOR godt et bluesband Stones faktisk er.

Trommeslager Charlie Watts spiller med et tilbagelænet, jazzy swing affæren igennem, og guitaristerne Keith Richards og Ronnie Wood spiller med og mod hinanden, så man næsten kan se Buddy Guy stå og smile på sidelinjen. Det efterlader Mick Jagger, som udover at spille en fremragende mundharpe synger mindre manieret og mere overbevisende end i mange, mange år.

KÆRLIGHED
Som skrevet stod: Dette er ikke blot coverversioner – det er kærlighedserklæringer til The Blues – en musikstil, som er truende tæt på at være antikveret. Som den også var dengang først i 60’erne, da en vis engelsk kvintet genoplivede og revitaliserede genren og dermed dens oprindelige ophavsmænd hjemme i USA.

Tiden vil vise om Stones med ”Blue & Lonesome” kan gentage kunststykket i det 21. århundrede.

Herlighederne her er indspillet live i studiet på blot tre dage og disse sessions var egentlig blot ment som øve-seancer, inden bandet gik i gang med at indspille den ”rigtige” opfølger til ”A Bigger Bang” fra 2005. Men resultatet af disse ”øve-sessions” er altså Stones’ om ikke allerbedste så i hvert fald mest virile og vitale album i årtier. Sandsynligvis fordi Stones ikke har haft tid til at tænke for meget og blot spillede, hvad der var naturligt for dem.

VANVITTIGT VITALT
Hvad enten vi taler om snerrende boogie som ”Just Your Fool” og ”Ride ’Em On Down” eller bløde(nde) bevægelser gennem blues’ens hjerteland som ”Little Rain”, ”All Of Your Love” og titelnummeret er det hér vanvittigt vitalt (ja, dét operative ord igen). Ligesom det turde understrege, at The Rolling Stones selv efter alle disse år slet ikke er færdige med at være The Rolling Stones endnu.

Herlighederne er sat i herligt skramlende lydmæssige rammer af producer Don Was. Man er næsten tilstede dér midt i det højloftede studie, mens bandet spiller.

Så, hør nu lige her ikk’ oss, som de mere sprogligt udfordrede ynder at fyre den af i disse tider:

Når man ikke har lavet et album i elleve år, så går man altså ikke bare ud og på et par dage laver noget, der er SÅ godt, SÅ autentisk og SÅ eminent musikalsk liv hentet direkte fra moderåren, som ”Blue & Lonesome” er.

Med mindre. . . at ”man” er Mick, Keith, Ronnie og Charlie.

Med mindre “man” er The Rolling Stones – stadig og i sandhed The Greatest Rock And Roll (Blues) Band In The World. . .

. . . Og dine værkende lemmer fremdeles byder dig at vise ungerne, hvordan de store drenge gør det. I et omfang så førnævnte unger får ”the blues” af misundelse.