At tænke sig at det er kommet så vidt. . .

. . . At det er kommet så vidt, at en legendarisk amerikansk rockmusiker i 2017 skal stå på scenen i København og nærmest undskyldende forklare, at han altså er fra en anderledes uskyldig tid, og at hans valg af musik således og selvklart afspejler den tid.

”Jeg kan jo huske dengang,” som Little Steven forklarede i Amager Bio, da han og bandet var en tyve minutters tid inde i onsdagens koncert – sølet i soulrock stilistisk henhørende i de uskyldige tidlige 60’ere.

”Dengang hvor man lige havde lært at spille sådan noget her og tænkte, at det kunne man om ikke andet nok få fisse på. Og hvis man var rigtig heldig kunne man måske komme til at leve af det dér musik engang.”

Det grinede vi alt i alt meget af i et udsolgt Amager Bio. Der er såmænd i disse år rigelige og uvelkomne påmindelser om, at det hele går ad helvede til.

Vi VED det godt. Så lad os nu i stedet holde en fest og danse – om nødvendigt i de rygende ruiner.

50 ÅR MED BRUCE
Nå, siden uskyldens tid dengang kan man vel hævde, at det gik nu 66-årige ”Little” Steven Van Zandt meget godt – med en underdrivelse på sådan cirka niveau med forsigtigt at antyde, at Rolling Stones da har vist sig forholdsvis langtidsholdbare. Som de fleste vel ved har Steven igennem fire årtier med få afbrydelser været vicedirektør og guitarist i E-Street Band hos Bruce Springsteen, som han har kendt i 50 år!

Nu er han imidlertid igen og for første gang siden 1990 på turné med sit eget band The Disciples Of Soul, som – skulle det vise sig i Amager Bio – nu som dengang spiller en til tider ganske bedårende blanding af rock’n’roll og Motown Soul.

Når der står ”til tider” skyldes det primært, at lydmanden forståeligt nok havde sit hyr med at holde styr på hele femten mennesker på scenen i Amager Bio – bevares det lød nogenlunde fornuftigt, men en firemands hornsektion og en korsyngende pige-trio skingrede sine steder fælt, når man forsøgte at dechifrere, hvad resten af bandet lavede. . . og hvordan de gjorde det.

Amager Bio er nok alt i alt for lille et sted til det kollektive lydmæssige vingefang et femten personers band kræver.

Sagt på en anden måde: Det irriterer f.eks. mig, at man kun kan høre guitaristerne (i et rockband!) ordentligt i de solistiske indslag. Og når hovedpersonen tilmed er guitarist.

Men lad det nu ligge, som de siger i SKAT, når det hele bliver for besværligt.

HJERTE
Alt i alt blev det en fin aften i Amager Bio med mange fine rocknumre som Stevens egen ”Salvation” og Jimmy Barnes ”Ride The Night Away” og soulguf som ”The City Weeps Tonight” og James Browns ”Down And Out In New York City”.

De sange og flere til gjorde, at man trods alt tilgav bandet, at de mod slutningen af koncerten fuldstændig malplaceret begyndte at spille nogle reggaenumre, som stak fuldstændig af i forhold til resten af sættet.

Ligesom det får være, at bossens vicedirektør ikke er den store sanger. Han ER nemlig en stor musiker, og han har i lighed med chefen helt tydeligt hjertet på rette sted.