To spørgsmål melder sig automatisk, når talen eller – i dette tilfælde – skriften falder på det brillante bluesensemble Thorbjørn Risager & The Black Tornado.

For det første: Hvordan fanden lykkes det konstant en ærkedansk mand at lyde, som om han lige har rejst sig fra barstolen og er vaklet op på scenen på en bluesbar i et anløbent distrikt i New Orleans?

For det andet: Hvorfor fanden er et så velspillende, autentisk og gennemmusikalsk foretagende ikke dét, alt folkets læber flaprer om herhjemme. Snarere end om hvem der vandt de seneste udgaver af ”Vild med trædemøller” eller ”Selvsving faktor”?

Især det sidste spørgsmål trænger sig så meget og så ofte på, at vi hér i Departementet for Uansvarlig Opførsel giver køb på ét af www.steffenjungersen.dk’s grundprincipper og anmelder et opsamlingsalbum.

LÆRESTYKKE
Thorbjørn Risager & The Black Tornado’s ”Best Of” (med den såre præcise undertitel ”The very best of the first two decades - all killers, no fillers and same old lies”) er et to timer og tretten minutter langt lærestykke i fornemt facetteret og følt blues(rock).

Lige så uprætentiøst, som det er musikalsk vederkvægende, er det hér musik tiltænkt dem derude, som efter en lang, tung uge i hamsterhjulet trænger til nogle kolde bajere i godt selskab med en varm musikalsk omfavnelse.

Fra Thorbjørn og co. passende lægger fra land med ”Rock’n’roll Ride”, til de godt to timer senere er i havn igen med ”Same Old Lies”.

I dét stykke kan man passende tage en slapper dér i det lune sving med den traditionelle soul-sølede bluesrock. I Thorbjørns tilfælde præget af den klædelige patina, der nu engang opnås af autenticitet (dér var den sgu’ igen!) og de helt rigtige små vink til forbilleder som Tony Joe White, Joe Cocker, John Hiatt og Ray Charles.

Med andre ord skal man besidde en musikalitet som en rendegraver og et hjerte som vinkelsliber for ikke – som et absolut minimum – at anerkende dette band og ”Best Of” for at være de fornemme eksponenter for god musik og godt liv, de er.

Sæt i gang, støt op og stram op!