Af Thomas Thomsen

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg sgu var en smule skuffet, da Lamb of God valgte at aflyse resten af deres Europa-tour efter de tragiske hændelser i Paris. Skuffet i en grad hvor jeg tænkte, at jeg bliver sgu hjemme og varmer mig under et slumretæppe og stirrer intenst på kalenderlysets langsomme men sikre vej ned over det første tal her på den første dag i december.

Men en indre stemme overbeviste mig om, at jeg nu alligevel skulle indtage Amager Bio og lade mine sanser bliver ramt af Children of Bodom som var blevet efterladt alene i mørket.

Da aftenen var omme, var jeg ikke et sekundt i tvivl om, at jeg havde satset rigtigt og var kommet hjem med gevinst i baglommen. Dog ikke den store gevinst, men gevinst i en grad der sagtens kunne overgå alternativet.

I mørket af de tiltagende depressive tendenser var det sgu glædeligt, at Children of Bodom trodsede terroristernes forbandede tro på, at vi mennesker ikke skal have lov til at glædes med det, vi nu engang gerne vil. Nemlig fyldes med livsmod og lyst til at gå rundt i en fri verden - steriliseret for trusler om død og ødelæggelse - og gøre det vi har lyst til.

Og i aften havde jeg lyst. Lyst til at blive ramt af den metalliske hammer over fingrene og stå tilbage med blodige fingernegle og blot lade dem bløde og nyde djævlens musik, som var det engle der svævede over mig med deres harpe i hånden og spillede musik, som ramte den mig som den rene nyfaldne sne.

For jer der ikke kender til Children of Bodom skal jeg kort introducere dem. Bandet kommer fra Finland og har taget navn efter Bodom-mordene som skete nær Bodomsøen tæt på Helsinki i 1960. De er kendetegnet ved deres specielle musikstil, som dog primært kan hænges op på en knage af meldodisk dødsmetal med ekstrem power hvis I spørger undertegnede. Og power var grundstenene denne aften.

“Are You Dead Yet” som indledte en hidsig og tempofyldt performance lød desværre i mine øre mest som en dårlig udgave af lyden fra en ghettoblaster fra de sene 80’ere, hvor ens forældre i et desperat forsøg på at dæmpe lyden havde klistre højtalerne til med et kludetæppe af vat-rondeller.

Men efter denne hjerteskærende indledning sad lyden mere eller mindre “In Your Face” som passende var næste nummer på setlisten.

“Morrigan” fra det seneste udspil “I Worship Chaos” sad lige i sækken som en ishockey puck der blev plantet med et velplaceret slag.

Et støjinferno af dimensioner som nogle eksistenser ville sammenligne med at stikke hovedet direkte ind i en flymotor var omdrejningspunktet under “Halo of Blood”. “Everytime I Die” med sin meget tunge guitarlyd blev fulgt op af “Bodom Beach Terror” hvor der var fart over feltet fra start til slut.

Vi blev taget en tur med til “Lake Bodom” som blev indledt med lysende keyboardspil og generelt bare var et fedt oldschool nummer.

“Angels Don’t Kill” med sin trancelignende keyboardindledning var sgu heller ikke værst og så lakkede det ellers stille og roligt mod enden, hvor torden og lyn blev fulgt op af den naturlige opklaring fra vest i form af lysende tangenter som indledning til det afsluttende ekstranummer “Downfall”.

Aftenen var en udmærket blanding af hårde tunge guitarriffs, de lyse tangenter, de hurtige og kælende guitarsoli og ikke mindst det tempofyldte og hidsige trommespil.

Trommeslager Jaska Raatikainen formåede mere eller mindre hele vejen igennem at køre en stortromme i dobbelttakt, der kunne få hastigheden ved De 1000 Søers Rally til en lignede en slowmotion afspilning af Bjergkøbing Gran Prix.

Forsanger og guitarist Alexi Laiho der trods en utidig forkølelse formåede at smide en hidsig og hæsblæsende vokal ud over scenekanten. Nogle vil måske mene man ikke kunne høre forskel på om han var forkølet eller ej

Det var varmende finsk saunametal.