English version

Nu vil jeg så afsløre en velbevaret hemmelighed for godtfolk og visse kolleger:

Ind imellem kan det gøre glad og bibringe det fænomen, man kalder "livet", en vis kvalitet, hvis man sætter den kritiske anmelderkyse lidt på sned og blot deltager i den fest, man nu engang har været så heldig at være blevet inviteret med til.

Blot til orientering.

Dette være skrevet i forbindelse med Volbeats anden koncert og turnéafslutning i Forum søndag aften. Hér kunne jeg for så vidt nemlig godt være begyndt at himle op, om at koncerten for en uge siden var strammere turneret – eller om hvad fanden gæstesolist Johan Olsen havde gang i, da han tabte en takt i "A Garden's Tale".

Eller diverse andre småting.

Imidlertid var fejlene netop dét – småting – da Volbeat inviterede til væg-til-væg velvære på en aften, hvor bandet et stykke ad vejen gav fanden i perfektionismen og i stedet med overskud, store smil og tilsvarende armbevægelser gav plads til det lykkelige liv i legestuen.

Og det var så faktisk også lige præcis dét, doktoren havde ordineret på en aften, hvor vinterdepressionen gjorde et lidt for godt forsøg på at trække de sidste reserver ud af kroppen, og jeg – ærligt talt – var mere brugt end en vis tidligere statsministers (bort)forklaringer i en vis rejsesag.

Heldigvis fortog depressionen sig hurtigere, end man kunne nå at sige "det går ad helvede til", da Volbeat stormede af sted med "Doc Holliday", "Hallelujah Goat" og én af de fineste soniske ture nedad Pacific Coast Highway i en Cadillac cabriolet, jeg har hørt, nemlig "Radio Girl".

Det er nemlig dét, Volbeat kan. Bandet er – selv efter alle disse år – helt uden alle de manerer og det distanceblænderi, som specielt i den hårde rock ofte har været et fast felt i varedeklarationen i årenes løb.

Jo, gu' er Volbeat "cool", som man siger på nydansk. Men de er cool af alle de rigtige årsager.

Fordi de elsker at stå på scenen.

Fordi de elsker dét, de laver.

Fordi de elsker deres publikum.

Og fordi – har jeg en snigende mistanke om – de elsker det dér rock'n'roll hejs.

Den slags har det jo med at smitte.

Som turen gik gennem "The Nameless One", "Guitar Gangsters And Cadillac Blood" og "Heaven Nor Hell" og til aftenen i disse øren kulminerede med en formidabel "Mary Ann's Place" og "Pool Of Booze, Booze, Booza" – sidstnævnte med gæsteguitarist i form af supportbandets leder, Jon Schaffer, iført strutskørt! Kønt var det faneme ikke, men så har man da set det med.

Da gæstesanger Pernille Rosendahl trak "Mary Ann's Place" ad himlen til, kørte triumftoget på skinner og et overskud, så jeg vitterlig sjældent har set så mange glade smil i min umiddelbare nærhed til en koncert. Jeg så da også min veninde Tine – kaldet blomsterpigen fra Helvede – tørre en glædeståre væk netop dér.

At kunne skabe sådan en stemning er i sig selv en fornem kvalitet.

Og lad så i øvrigt ikke de indledende ord forlede dig til at tro, at Volbeat ikke spillede specielt godt. Småfejl eller ej spillede de nemlig fremragende og overgik i perioder sig selv. Det kan være svært at forklare årsagen på skrift, men vi er ude i dét, der sker, når et tætspillende band på rent og skært musikalsk overskud tillader sig selv at lade samme tightness løsne lidt, så der for alvor bliver plads til dynamik og swing.

Og det var dét, der skete i Forum, hvor trommeslager Jon Larsen og leadguitaristen Rob Caggiano holdt sikkerhedsnettet stramt, mens sanger og guitarist Michael Poulsen og bassisten Anders Kjølholm dansede på den høje underholdnings-klinge.

Den slags kan ikke læres, venner. Men et band, som spiller godt nok hviler sikkert nok i troen på egne evner, kan på en god aften levere varen på netop dén måde.

Og søndag var ikke kun en god aften. Det var en pragtaften – gæst som man var til én af årets koncerter ...

Læs Steffen Jungersens eksklusive interview med Michael Poulsen her

Læs anmeldelsen af koncerten i Herning her