Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

TROUT I TOPFORM

Share
walter
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Såvel Walter Trout som the blues lever og har det godt, kan man høre på Walters nye album "Survivor Blues"

WALTER TROUT, ”Survivor Blues”, (Provogue/ Mascot)

Se, der er jo en grund til, at klichéer bliver til klichéer. Grunden er, at de er en sandhed, som er blevet gentaget så mange gange, at den sandhed er blevet til. . . ja, nemlig.

Så jo, jeg ved jeg godt, det er en kliché, når jeg atter fører til torvs, at den amerikanske bluesguitarist Walter Trout også kunstnerisk på det nærmeste er genfødt, efter han for fem år siden var døden alt for nær men blev reddet af en levertransplantation i sidste øjeblik.

At man på den måde bliver tildelt et ekstra liv indebærer udover at have fået livet tilbage også den fordel, at man som genfødt har al erfaringen fra ”det første liv” med sig.

Således har Trout da selvfølgelig spillet godt i alle sine fem årtier som musiker, men jeg mener vitterlig aldrig, jeg har hørt ham spille så godt, overbevisende, insisterende og inderligt, som han gjorde på sit første album efter sygdommen, ”Battle Scars” (2015) og nu på det nye ”Survivor Blues” – et på næsten alle parametre forbandet formidabelt bluesalbum, hvor Walters guitar lyner, skælver, græder og – ja undskyld – skriger hele følelsesregisteret ud.

TRENDSÆTTER-TOSSER
Så længe nogen kan spille blues på dén måde og få musikken til at afspejle snart sagt alle facetter af livet, vil genren aldrig blive hverken anakronistisk eller irrelevant, uanset hvor mange dødsdomme trendsætter-tosserne så ellers udsteder.

”Survivor Blues” består af coverversioner, men Walter Trout er så venlig at spare os for endnu en rundgang med de sædvanlige skamredne stridsheste som ”Got My Mojo Workin’”, ”Dust My Broom”, ”Messin’ With The Kid” og lignende. Sangene på ”Survivor Blues” er rariteter fra bl.a. Mississippis mudrede banker, som de færreste nok vil kende.

Det får være, for Walter gør dem til sine – allerede fra den sviende smukke solo, som indleder ”Me, My Guitar And The Blues”. Derfra vrider Walter en time frem alt, hvad der vrides kan, ud af sin skrammede Fender Stratocaster – såvel tone- som følelsesmæssigt.

Fra de bragende boogie-bluesy, susende slideguitar-fester som ”Be Careful How You Vote” og ”Please Love Me” via den ildevarslende, buldrende ”Red Sun” (med den fine linje ”I got an angel feather in my pocket, gonna take it to my grave”) til albummets tre træffere udi øvelsen ”tour-de-force”, nemlig ”Something Inside Of Me”, ”Goin’

Down To The River” (med den gamle Doors guitarist Robby Krieger som gæst) og ”God’s Word”, hvor Walter Trout atter viser den særlige evne, han har til at spille ellers dybt traditionel blues op øverst i de kvalitative skylag. Få evner som Walter så naturligt at skabe det naturlige flow fra den følt forsigtige indledning til det naturlige crescendo til sidst. Fra forspil til klimaks helt naturligt. . . jo jo.

Den eneste, jeg lige kan komme i tanker om, der matcher Walter i den øvelse, er Joe Bonamassa.

Havde jeg være producer på ”Survivor Blues” havde jeg nok forlangt ti minutter skåret af den 65 minutter lange spilletid og udeladt de lovligt pæne og ærligt talt uinteressante ”Woman Don’t Lie” og ”Nature’s Disappearing”.

Men dem kan man jo springe over, og ”Survivor Blues” (Overlevelses Blues, red) er at høre som en hyldest på til Walters egen overlevelse men sandelig også til selve the blues. Såvel Walter som the blues lever således og har det godt.

Heldigvis.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music became a healer for me.

_ Eric Clapton

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk