Bare til en indledning så I ikke bliver foregøglet noget: Jeg så da helst Mike Tramp som rocksanger med et brag af et band bag sig. Sådan som det var med Freak Of Nature tilbage i 1990'erne - stadig det bedste Mike i mine øren har lagt navn til.

Når det imidlertid er sagt, så er det ikke den vej Mike Tramp har ønsket at vandre i sin senere karriere. Og jeg har den største respekt for, at manden har fulgt sit hjerte og genopfundet sig selv som countryrock/ westcoast singer-songwriter, hvilket så paradoksalt nok er sket, siden Tramp for nogle år siden forlod de store vidder i USA og vendte hjem til stenbroen i København.
Knægten fra Vesterbro er i de senere år så trådt stedse mere i karakter i sin troubadour rolle, og på "Museum" er den ved at være der.

Det er som helhed et fint flydende album til tanker og tilbagelænet fornøjelse i en sen aftentime, og selv om ikke alle sange så just kandiderer til klassikerstatus kan mindre gøre det, når man konstant har fornemmelsen af at være i gode hænder hos Mike Tramp. Således emmer "Museum" af optimisme og håb i en hård verden fra en mand, som simpelthen vil os det godt. Hvad enten det handler om at komme oven på igen (den fine piano-drevne ballade "Better"), tro på sig selv og dét, man har gjort og gør ("Trust In Yourself" og "Freedom") eller det dér forbandede brud, man ikke vil have men også godt ved kommer (albummets bedste sang "Time For Me To Go").

Mike Tramp er nok både musikalsk og tekstmæssigt en kende FOR forelsket i klichéerne og traditionen som sådan til at blive den helt store sangskriver - så velment den uden tvivl er, så klinger eksempelvis en sang som "Slave" (". . . workin' on a chaingang (. . .) dying in a coalmine half a mile below. . .) forkert, når den kommer fra den kant. Men lad nu bare et par skævere stå og svaje i vinden og nyd i stedet de finere sange hér som det ærlige, redelige arbejde, de er.

Spillet på overvejende akustiske instrumenter og sympatisk produceret af Søren Andersen er det hér er den organiske lyd af en mand, der er glad og forelsket i livet, som dét nu har formet sig for ham. Og alene den stemning kan en anden gammel rock'n'roller såmænd godt gå hen og blive småforelsket i. Tak for det, Mike.