Så fik man sgu’ også lov at opleve en magisk mandag – den blev ikke uventet leveret af brillante Manic Street Preachers
MANIC STREET PREACHERS, Vega, København 12. maj
Setliste Motorcycle Emptiness |
Efter denne anmeldelse bliver to af mine nære venner formentlig meget vrede på mig. De to har dét til fælles, at de begge elsker Manic Street Preachers i en grad, så det er en kilde til nogen bekymring blandt deres nærmeste.
Derudover var de hver især forhindret i at komme, da Manic Street Preachers mandag aften spillede i København.
Således ville de begge sikkert elske en anmeldelse, der konstaterede, at MSP havde en off day denne aften. Hensynet til sandheden byder mig imidlertid at risikere d’herrers vrede, for Manic Street Preachers præstation i Vega var kun to henførte suk fra det decideret sublime.
Når man kan åbne en koncert med et tredobbelt himmel hug som "Motorcycle Emptiness", "You Stole The Sun From My Heart" og "(It’s Not War) Just The End Of love" og så fortsætte resten af koncerten med kun sporadiske dyk fra det kvalitative skylag, dette band som en selvfølgelighed bevæger sig i, turde det om noget understrege, hvilken formidabel sangskriver sanger og guitarist James Dean Bradfield er.
Vingefang
Både han og resten af de mesterlige manikere var i storform i Vega. Og når de er det, spiller Manics altså med et voldsomt velgørende vidunderligt vingefang, som er ganske deres eget.
Intetsteds bedre befordret end på en fuldkommen fænomenal udgave af den i forvejen forrygende "A Design For Life", som lettede og fløj så højt op i de semi-symfoniske soniske skylag (ja, dem igen!) mandag aften, at Bradfield selv – hvis jeg ellers læste hans ansigtsudtryk rigtigt – var overvældet.
Det var der nu også alt i alt rigeligt grund til med et publikum, som sang lykkeligt med på nogle af de sidste godt tyve års klarest funklende poprock perler som "Everything Must Go", "Your Love Alone Is Not Enough", "The Everlasting", "Ocean Spray", "Motown Junk" og endda det helt nye "Walk Me To The Bridge".
Sidstnævnte og titelnummeret, som de også spillede, lover ret godt for Manics’ kommende album "Futurology", som udkommer 7. juli.
Og så må vi lige om ad James Dean Bradfield igen. Simpelthen fordi det ikke kan understreges nok, hvilken dygtig guitarist den mand er. I løbet af aftenen strøede han om sig med finurlige akkorder, medrivende riffs og velgørende og –placerede vignetter med samme selvfølgelighed som vi andre børster tænder.
Fraset den tynde "Unwind The Film" og det lovligt søgte nye nummer "Europa Geht Durch Mich" var der faktisk ikke noget at komme efter på en aften, der formede sig som en overvejende magisk og mesterlig Manics manøvre.
Jeg skammer mig ikke over at indrømme, at den sært jomfruelige renhed og skønhed, denne musik besidder, i perioder trak tårer op i øjenkrogene på mig. Det har de gjort før, og de vil forhåbentlig også gøre det igen. For som de selv synger: "You Love Us!"
Ja, det fandme jeg gør ...