Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

"THE ROLLING STONES – THE GREATEST ROCK AND ROLL BAND IN THE WORLD"

Share
rolling-stones

Chefen på nærværende webzine har oplevet The Rolling Stones sytten gange siden 1982 – hvis hukommelsen ellers tjener manden ret. Hér er de fem fedeste af de sytten suveræne inden mestrenes seance på Roskilde på torsdag. Med tilhørende anekdoter om alt fra forelskelser til heartbreak.

rolling-stones-2Det er lige dér, når hjerteblodet sejler hen over scenen. Når "Wild Horses", "Angie" eller "As Tears Go By" rammer. Når Mick Jaggers følte foredrag for de fortabtes sjæles håb og drømme trækker salte strømme fra øjenkrogene.

Det er lige dér, hvor selve essensen og urkraften i dét, vi kalder rock'n'roll rammer. Når "Brown Sugar", "Honky Tonk Women", "Rock Off" eller "It's Only Rock'n'Roll" rammer. Når Keith Richards' ubetalelige timing går i symbiose med Charlie Watts' enestående swing , og man bare kan lære det, kan man. Hvis ellers den slags var til "bare" at lære.

Det er lige dér, når "Midnight Rambler", "Out Of Control" eller "Paint It Black" rammer. Når Rolling Stones spiller op til en heksetimens faretruende sving om med dæmonerne og efterlader dem forslåede i storbyens neonbeskinnede og regnvåde rendestene.

Det er The Rolling Stones live, mine damer og herrer. Ét fænomen som i reglen langt overgår noget så prosaisk som endnu en koncert. Her skrives rockhistorie hver gang, og der er – med salig Gasolin's ord – konstant skæbner på spil.

Jeg har haft den usigelige (!) lykke at opleve The Greatest Rock And Roll Band sytten gange de sidste 32 år. Om en lille uge bliver det på Roskilde Festival så 18. gang, og det er faktisk stadigvæk sytten flere, end jeg egentlig havde troet engang.

Jeg giver jer – ladies and gentlemen – de fem fedeste Stones oplevelser i mit liv. Indtil nu. . .

19.6. 1982: Nya Ullevi, Göteborg:
På det tidspunkt boede jeg stadig i Vestjylland, og jeg husker, at min ven Torben en formiddag i foråret 1982 mødte op, rystede mig ud af min Bacardi bagstivhed og forkyndte:
"Stones spiller i Sverige om en måned. Vi må hellere købe billetter, for det bliver garanteret sidste gang!"

Og hér er vi så 32 år senere. Men et rockband, der havde eksisteret i tyve år, var dengang nogenlunde lig med, at samme band var lige ved at løse lejemål i glasmontren ved siden af Tollund manden. Nu var Mick og co. – og er stadig – noget mere besjælede af liv end ham i glasmontren.

Således også i Göteborg på "Tattoo You" turnéen ved noget, som ærligt talt var noget af en sonisk skrammelkasse af en koncert. Specielt Keith, Ronnie og bassisten Bill Wyman brillerede med at ryge Marlboros aktier op i en uhørt høj pris snarere end at nå frem til mikrofonerne for at synge backing i tide eller ramme strengene til tiden.

Det hér var turnéen, som med god grund fik Mick Jagger til at forlange korsangere og hornsektion med i bandet, inden han gad turnere igen. Forståeligt nok men det hér var Stones "in the raw", og blues og rock and roll møverter som "Neighbours", "Black Limousine", "Hang Fire" og "Little T & A" blev afleveret med præcis den fandenivoldskhed, som kun bands, der godt ved, at det nu nok lykkes til sidst, kan tillade sig at gøre det.

Eller også var det bare, fordi det var min første Stones koncert (som i øvrigt blev oplevet i det daværende forbuds Sverige, som brillerede med, at man kun kunne købe cola, fanta, kaffe og chokoladekage (!) på stadion).

23.7. 1997: Soldier Field, Chicago:
En fantastisk aften i det "sweet home Chicago", hvis blues arv Stones skylder så meget. Min kollega Jensen og jeg havde hele dagen ført fornuftige diskussioner (så fornuftige den slags nu engang kan blive gennem byger af Millers Genuine Draft og Wild Turkey) om, hvilket nummer Stones ville åbne deres "Bridges To Babylon" turné med. Ingen af os havde dog regnet med det, der rent faktisk skete: En gråsprængt Keith Richards iklædt en imiteret leopardjakke vandrede ud på scenen i ensom majestæt og satte med største selvfølgelighed i med dét mest ikoniske riff i rockhistorien; "(I Can't Get No) Satisfaction".

Derfra fik vi intet andet end netop "Satisfaction" via fænomenale fest- og livreddere som "Out Of Control", "Little Queenie", "The Last Time" og "19th. Nervous Breakdown" for blot at nævne fire af 24 sange denne aften.

"Det dér er umuligt," gispede Jensen.

"Ja," svarede jeg.

"Men de gør det alligevel".

For det gjorde Rolling Stones. På trods af at Jagger havde svært ved at huske sætlisten, og at Ronnie Wood spillede en bombastisk brøler i "Honky Tonk Women" – et nummer manden må have spillet adskillige tusind gange, og som i øvrigt en bevægelseshæmmet orangutang kan spille med den ene hånd bundet på ryggen.

Alt sammen en del af charmen. Stones er en levende organisme, og de er fra dengang, hvor helheden betød mere end perfektionisme.

4.6. 2003: Olympia Halle, München:
De koncerter, jeg så med Stones i anledning af deres 40 års jubilæum på "Licks" turnéen, er ganske enkelt de bedste, jeg har set bandet give. Hér overgik The Greatest Rock And Roll Band In The World simpelthen sig selv – så utroligt det end måtte forekomme.

Denne, som inkluderede kræs for kendere som "(Doo Doo Doo Doo Doo) Heartbreaker", "If You Can't Rock Me", Muddy Waters' "Mannish Boys" og Robert Johnsons "Love In Vain", var på alle parametre enestående. Troede man. . . For en god måned senere gik de ud og lavede noget, som var endnu bedre.

23.7. 2003: AOL Arena, Hamborg:
Og så en aften i 2003 på Hamburger SV's hjemmebane spillede Stones så dén bedste koncert, jeg har set dem give i en række koncerter, som på en skala fra "suverænt" til "overjordisk" sjældent er dykket under "livsnødvendigt".

Lige denne var af adskillige årsager én af dem, jeg aldrig vil glemme og dertil én af de bedste koncerter, jeg har været til i mit liv.

Omstændighederne var, at min daværende hustru og jeg var blevet enige om, at vi ikke ville kunne leve videre uden at se Stones i hvert fald én gang mere på "Licks" turnéen. Således tog vi på lykke og fromme til Hamburg – uden i øvrigt at vide om der var nogen billetter at få. Det var der så – formedelst 1250 kroner stykket (!), men dem købte vi selvfølgelig. På vejen til stadion med shuttlebussen, spillede chaufføren Stones, hele bussen sang med og forventningerne steg hinsides al fornuft.

De blev til fulde indfriet, allerede da Stones ramte scenen med "Brown Sugar" og i særdeleshed da de spillede "Angie". Den havde min eks hustru altid håbet at få lov at opleve live, men de spillede den faktisk sjældent. Det gjorde de så denne aften allerede som femte sang, og Henriette græd simpelthen af glæde. På min side sidder jeg hér næsten 11 år senere og kan stadig ikke udtrykke i ord, hvor meget jeg både glædedes på hendes vegne og hvor meget jeg endnu engang blev bjergtaget af, hvilken ur- og livskraft musik kan være.

Og det blev jo alt sammen ikke værre af, at en formidabel "Can't You Hear Me Knocking" og en "I Just Want To Make Love To You", som bibragte begrebet "swing" helt nye dimensioner, var med i sætlisten.

Det var fuldstændig vanvittigt, og hverken Henriette eller jeg kom ned igen, før jeg fjorten dage senere faktisk fik et stress- og blodtryks relateret slagtilfælde og var lige ved at dø!

Som de af jer, der har læst min bog "Dr. Rock", vil vide, var min største bekymring, da jeg lå der på Bispebjerg Hospital og bogstaveligt talt svævede mellem død og liv, om jeg nogensinde ville kunne huske de Stones koncerter, jeg havde været til, igen. Ellers kunne det jo alt sammen være ligegyldigt.

En fuldkommen forrykt  - men sand – historie. Og nu vi er ved hjerneblødninger:

21.6. 2007: Estadi Olimpic, Barcelona:
Fjorten måneder før denne koncert stod jeg foran et gabende tomt olympisk stadion i Barcelona og tilføjede mit ellers righoldige arsenal af eder og forbandelser adskillige nye variationer.

Hvorfor?

Fordi Stones også burde have været der, men kong kaospilot Keith Richards var skvattet over (eller ned fra alt efter hvilke kilder du stoler på) et buskads i New Zealand og havde pådraget sig en hjerneblødning. Og koncerten var i sagens natur udsat. Men fanden i dét – jeg havde i årevis drømt om at opleve mit drømmenes rockband optræde i mine drømmes smukkeste by ... Så jeg stod der igen fjorten måneder senere.

Det kom jeg ikke just til at fortryde, da Stones ramte scenen med et femdobbelt nådesstød bestående af "Start Me Up", "Let's Spend The Night Together", "Rough Justice", "Rocks Off" og "Ain't Too Proud To Beg", inden udsigten mod den mørkeblå aftenhimmel, de glimtende lys over denne magiske metropol og – nå ja – den næsten håndgribelige livskraft i luften i perfekt samklang dansede mod bedre tider via den sjældent velvalgte "Streets Of Love".

Det var vitterlig og forblev at være et Stones katalonsk mirakel, som de omkringstående knaldede mig den ene high five efter den anden i ren og skær eufori. Ja, nogle af dem gik så vidt som til at hive fat i min luvslidte "Voodoo Lounge" T-shirt og kysse den!

Det gjaldt for denne koncert, som det gør for alle dem, jeg har nævnt her, at hvis dette er "only" rock and roll ... Jamen, så er det fandme da også alt rigeligt.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music is the art of the prophets and the gift of God.

_ Martin Luther

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk