Fra 1976 og femten år frem var jeg slave af Judas Priest. Slave (!) siger jeg jer. Som jeg den dag i dag stadig er det af Black Sabbath, Rolling Stones og Motörhead.

Som Heavy Metal fan kunne man simpelthen ikke være andet dengang.

Fra Priests episke andet album, ”Sad Wings Of Destiny”, og ti album frem (til og med ”Painkiller” i 1991) tog det ene afgørende metalværk det andet og det ene klassiske nummer efter det andet lige så. Målrettet sat på plads via et overflødighedshorn af klassiske, fremragende og sviende præcise riffs (som den dag i dag kun er overgået af Birmingham bysbørnene Black Sabbath) og soli, der matchede. Leveret af dét giftigste leadguitar team i HM-historien, Glenn Tipton og Kenneth ”KK” Downing, og en sanger, Rob Halford, der hyldede mod månen så engageret og hysterisk, at man frygtede for (eller tog væddemål på), om hans øjne ville sige farvel til deres huler før eller efter, mandens blodårer begyndte at sprænges.

Når bandet så tilmed var dækket med så meget ko-overtræk, at selv kreaturerne på større texanske farme til sammenligning nærmest virkede utilstrækkeligt påklædte og nitter nok til at tynge en forædt blåhval til havsens bund . . . ja, så VAR Judas Priest bogstaveligt talt Heavy Metal – skamløst og stolt.

Og vi elskede dem for det. Hell bent for leather og alt det dér. .  .

LETMÆLK
I de år – og specielt i 1980’erne kunne kun de tyske åndsbrødre i Accept lejlighedsvis konkurrere med The Mighty Priest for så vidt angår kvalitetsleverancer af den ægte vare.

Da Halford i 1991 forlod bandet, tog han imidlertid bandets retningssans med sig. To album med afløseren, Tim Owens, var nok musikalsk kompetente på deres egen letmælks-Pantera facon, men de havde sgu ikke meget med Priest, som vi kendte dem, at gøre. Og det blev faktisk ikke særskilt meget bedre, da Halford vendte tilbage i 2003. Den metaltræthed, som hvilede over bandets koncerter i de år fortsatte trods Halfords tilbagekomst, og de tre album, de har lavet siden rangerede fra det totalt forfejlede (Runrig-goes-metal fadæsen ”Nostradamus”) til de jævne-men-så-heller-ikke-mere ”Angel of Retribution” og ”Redeemer Of Souls”.

ENDELIG
Først nu – 27 år efter udgivelsen af ”Painkiller”! – har Judas Priest e-n-d-e-l-i-g igen begået et værk, som for alvor er dem værdigt. Det ondsindede nye barn hedder ”Firepower”, og fra starten går med det storswingende titelnummer, den klassiske Priest powerudladning ”Lightning Strikes”, de storswingende midtempo riff-fester ”Evil Never Dies” og ”Never The Heroes” samt headbanger-hymnen ”Necromancer” lyder det her sgu, som om Judas Priest for alvor MENER det igen.

Hér er de nemlig – de tidligere nævnte skarptskårne riffs og sviende præcise soli – næsten som i gamle dage. Hvilket også er nok, når man betænker at de tre oprindelige medlemmer er på den tunge side af 65 år.

Det er således til at forstå, at kadencen falder en anelse efter de indledende fem fyrige, og flere af de knirkende klichéer på albummets anden halvdel (”Children Of the Sun”, ”Spectre” og ”Rising From Ruins” f.eks.) kunne med fordel have været redigeret væk, men helt dårlige er de såmænd ikke, og der er så også bannersvingende ’bangerfester som ”Flame Thrower”, den gigantiske dynamiske udladning ”Traitors Gate” og den fænomentalt fængende firserfest ”No Surrender” at glæde sig til på anden halvdel. Sidstnævnte ville såmænd have følt sig velkommen på et 32 åe gamle ”Turbo” album.

THE SOUND OF METAL
Og så kan producer Tom Allom (som også var lydarkitekt på Priests største album i 80’erne) godt rejse sig og modtage folkets hyldest. Sådan hér LYDER nemlig ægte Heavy Metal – specielt den tørre organiske guitarlyd er en fryd og milevidt fra det syntetiske komprimerede crap, der gør det ud for metallyd alt for mange steder nu om dage (hører I efter Five Finger DP, Avenged Sevenfold m.fl.!).

Har man en fortid med Judas Priest, som nærværende slægtning til Methusalem har, er ”Firepower” måske nok ”kun” til fire stjerner – det er trods alt bandet bag ”British Steel”, ”Defenders Of The Faith”, ”Screaming For Vengeance” m.fl., vi har med at gøre.

På den anden side er ”Firepower” isoleret set et formidabelt Heavy Metal album og bedre end det meste andet derude i disse år. Det vil yngre fans forstå at værdsætte, ligesom jeg er lidt i tvivl om hvor fair, det egentlig er i 2018 at holde albummet op mod bedrifter så imponerende, som man finder dem i Judas Priests fortid.

Ligesom albummet allerede efter få dage kvalitativt har sneget sig længere og længere ind på mig. Så meget faktisk at jeg midt i dette skriveri måtte rejse mig og på klassisk Halford-facon brøle ud i stuen:
”It’s Sunday afternoon . . . and The Priest. . . Is. . . Back!”

Min kat var ikke imponeret, men skal I ikke lade jer narre af. . .