Havde det det skammeligt kalkulerende og kedsommelige sammenrend, der går under navnet Avenged Sevenfold, alene skullet bære stjernerne i denne anmeldelse, skulle jeg vise mig fra min virkeligt venlige side for at trække dem op over halvanden af slagsen.

Se, d'herrer har da begået en række ganske tilforladelige album, hvor man såmænd også tilgiver dem, at forbillederne formeligen danser på bordet i selvlysende dragter, mens man hører omtalte album. Avenged Sevenfold spiller jo ganske tilforladeligt, og, som jeg så ofte har slået til lyd for, er det helt okay at være uoriginal, blot musikken holder.

OG hvis man går op i det, man laver. Rock som genre runder om få år de tres, så det er helt naturligt, at musikken går i arv, og man lader sig inspirere.

Igen: hvis man altså gør det af kærlighed og ikke fordi man vil bevise, at det dér kursus i markedsmekanismer ikke var forgæves.

Det første var Airbourne i Amager Bio for nylig et fremragende eksempel på. De drenge har ikke én original knogle i kroppen, men de spiller rock'n'roll med en entusiasme, som havde de personligt opdaget genren dagen før.

Hvilket er en hel del mere, end man kan sige om Avenged Sevenfold.

Ørkenvandring
Man skulle kun ganske få meter ind i ørkenvandringen i Falconér Salen mandag aften, før kvintettens forretningsplan var pinagtigt klar. Den kunne lyde noget a'la "nå, hvem er så de størte Heavy Metal bands nu om stunder? All right, så skal vi have så og så mange numre, der lyder som Metallica, så og så mange, der lyder som Iron Maiden, så og så mange der lyder som Megadeth ..." og så videre – I har grejet den derude.

Igen; uoriginalitet kan jeg sgu' leve med. Men inspirationerne kan også blive for tydelige, og den er altså helt gal, når man allerede 30 minutter inde i koncerten står og forbander det faktum, at Iron Maiden ikke har fået Avenged påført et polititilhold mod at nærme sig deres bagkatalog.

Nå ja, og så tangerer det da for resten det mirakuløse, at Metallicas advokater endnu ikke har taget opfordringen i Avengeds "This Means War" op og er gået i krig – taget i betragtning af dén sang kun er få toner fra at være et direkte plagiat af Lars Ulrich og co.s "Sad But True".

Men det kunne jeg såmænd også godt have levet med, hvis Avenged Sevenfold blot havde leveret med marginalt mere liv, nerve og engagement end en aldrende røget sild i hurtigt størknende mørtel. Det gjorde de så ikke, og selv forholdsvis langt nede i salen, kunne man både se og fornemme, at Avenged var mere interesserede i manerer, føntørrere og arrogant præsentation, end de var i musikken.

Derfor blev det – som tidligere nævnt – både irriterende og dræbende kedsommeligt. Og jeg må erkende, at tanken meldte sig flere gange, at man blot manglede de koreograferede dansetrin, for så havde symbiosen af Iron Maiden og Backstreet Boys været fuldbragt.

Og det er ikke nødvendigvis noget, du ønsker dig at være vidne til.

Liv og sjæl ... omsider
Så var der anderledes snit over aftenens "special guests", Five Finger Death Punch, som redder stjernerne hjem til denne aften. Ikke alene trak Five Finger Death Punch højere bifald fra et fabelagtigt engageret publikum end hovednavnet. Næ, da 5FDP forlod scenen, forlod i omegnen af en fjerdedel af publikum faktisk også salen for ikke at vende tilbage. Og det gjorde fænomenet "engagement på scenen" så i øvrigt tilmed.

For ganske vist er 5FDP's formel, som dybest set går ud på at spille hardcore metalrock med melodiske omkvæd, såre forudsigelig. Til gengæld går Los Angeles kvintetten op i det hér med liv og sjæl – specielt sanger Ivan Moody, som flere grinede glad med lige dele vantro og lykke over den overstrømmende modtagelse, der blev bandet til del.

I øvrigt fuldt fortjent til et kapel, som både kan og vil... og som i øvrigt også leverede aftenens absolutte højdepunkt med deres inspirerede coverversion af Bad Co.s 39 år gamle "Bad Company".

Dem gider jeg godt igen. Mens Avenged Sevenfold skal tage sig – ja, undskyld – syvfold sammen og komme ind i kampen, før jeg bruger tid på dem igen ...