Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

SYV SEJE FRA MOTÖRHEAD

Share
lister

I disse dage udgiver Motörhead deres 21. studiealbum, ”Aftershock” (anmeldelse senere på ugen), siden Ian Fraser Kilmister – Lemmy for os almindelige dødelige – for 38 år siden efter nogle år i det LSD-lallende ”spacerock” band Hawkwind bestemte sig for fremover udelukkende at betræde rockens reneste sti.

Med skyldig hensyntagen til, at den rene sti i rock'n'roll ikke er renere, end at den altid vil være en vandring til knæene i cigaretskod, bourbonsjatter og villige groupies' efterladte lingeri.

De var – og de er fortsat – Motörhead, og de spiller rock'n'roll.

Og hér på steffenjungersen.dk vil vi gerne i forbindelse med udgivelsen af ”Aftershock” fejre mægtige Motörhead med at genbesøge de syv sejeste album i bandets historie. Og dén historie hverken begynder eller slutter med legendariske ”Ace Of Spades”, selv om visse mennesker, hvis eneste vej er den lette vej ud, gerne vil bilde dig det ind. De samme mennesker formentlig, som behændigt glemmer, at Deep Purple faktisk har lavet andre sange end ”Smoke On The Water”, eller tror ”Pump” var Aerosmiths første album.

Men lad blot de klaphatte køre af sporet. Hér kommer de syv seje (studie)album med Motörhead ifølge Dr. Rock:

Motorhead - Overkill”OVERKILL” (Bronze 1979)
Motörheads andet album men det, hvor de – ikke mindst takket være samarbejdet med den tidligere Rolling Stones producer Jimmy Miller – første gang fandt fokus via møgbeskidte hymner til skønheden i skørlevnedet som ”Damage Case”, ”I'll Be Your Sister”, ”Stay Clean” og ”No Class” - sidstnævnte stort set skrevet af efter ZZ Tops ”Tush”, hvad Lemmy da også beredvilligt har indrømmet.

Titelnummeret med Phil Taylors rasende dobbelte stortrommespil bliver ofte og forståeligt nævnt som en kickstarter for thrash metal bølgen fire år senere. Sjovt nok kører studieudgaven af ”Overkill” hørt i dag og sat op mod nutidens thrashbands nærmest i midtempo – det får så være, for sangen har noget, de fleste thrashbands ikke ville kunne genkende, mens de står med håret ned i øjnene og banker afsted: nemlig groove.


61FmdNTVvhL”ACE OF SPADES” (Bronze 1980)
Lemmy har gang på gang beklaget, at Motörhead i den såkaldt brede befolkning altid associeres med ”Ace Of Spades” - sangen og albummet. Vor omvandrende boogierockende bourbonflaske anfører såre forståeligt, at Motörhead da har lavet talrige fortræffelige plader siden ”Ace...”. Det har han også ret i, men det ændrer ikke på følgende nagelfaste faktum: dette albums kampklare, kranieknusende kavalkade af klassikere som ”Shoot You In The Back”, ”The Chase Is Better Than The Catch”, ”Fast And Loose”, ”Love Me Like A Reptile” og det ikoniske titelnummer konstituerer samlet ét af rock'n'rolls store og mest rendyrkede værker.

Jeg forelagde i øvrigt engang i en ikke særligt stille stund over en flaske Jack Daniel's og en karton Marlboro Lemmy hans kritik af, at ”Ace Of Spades” altid blev nævnt i samme åndedrag, når talen faldt på Motörhead. Og så lød svaret:

”Ja, ja, det kunne da have været meget værre. Tænk sig at være Phil Collins og blive husket for ”Another Day In Paradise”!”


another perfect day - motorhead”ANOTHER PERFECT DAY” (Bronze 1983)
Hvor den tidligere Thin Lizzy guitarist Brian Robertson afløste den feterede ”Fast” Eddie Clarke i trioen. Det kom der et album ud af,  som trods det, at vi uomtvisteligt havde med Motörhead at gøre, introducerede dynamik, melodi og lejlighedsvis omtanke i musikken. Og så var helvede dengang i 1983 løs i et omfang, så Fanden selv ville have haft besvær med at styre det, for hvad lignede nu dét! Hér stod man lige og headbangede hjernen til rabarbergrød, og så forlangte de sgu' pludselig ind imellem, at man stoppede op og værdsatte de fine akkordgange og harmonier i numre som ”Dancing On Your Grave”, ”I Got Mine” og titelnummeret. Hér tredive år senere har ”Another Perfect Day” så fået oprejsning, og det er gået op for de fleste, at Robertsons guitarspil – ikke mindst tour-de-force soloen i ”Shine” - var enestående.

Men okay; han SÅ godt nok tåbelig ud i  de små shorts og balletsko, han insisterede på at bære på den turné, der fulgte i kølvandet på albummet dengang ...


orgasmatron - motorhead”ORGASMATRON” (GWR 1986)
Og så blev de fire: Lemmy, Phil Taylor og de to guitarister Phil Campbell og Wurzel. Det kom i første omgang ét af Motörheads mest anderledes lydende album ud af – takket være produceren Bill Laswell, som har arbejdet med musikere hele vejen fra avantgarde jazzrock, reggae og hiphop til pop.

Men Laswells skarpe produktion gav Motörhead mere kant. Hvad enten det var på de selvforklarende ”Deaf Forever”, ”Built For Speed” og ”Doctor Rock” eller det ondskabsfuldt snigende og tunge titelnummer, som den dag i dag er én af de bedste, mest velartikulerede og lige ud nådesløse fordømmelser af religiøs og politisk korruption, der nogensinde er skrevet: ”... and all my promises are lies/ all my love is hate/ I am the politician/ and I decide your fate ...”

Øh, jamen okay fru stiftsprovstinde, skulle det være en småkage mere ...


1916”1916” (Sony 1991)
Se, så kan det meget vel være, at der kom både multinationalt pladeselskab og dyre producere indover på ”1916”, men det forhindrede naturligvis ikke Lemmy og co. i at sprede en dunstende dyne af gennemsvedt læder, overfyldte askebægre og bourbonsjatter ud over pladeselskabernes glaspaladser og studiet i Hollywood. Mens de så i øvrigt gjorde dét, de altid havde gjort: spillede rock, så splinterne fløj og den maskingevær-salve, man hørte i det fjerne blot var lyden af propperne på Jack Daniel's flaskerne på det nærliggende Rainbow Bar & Grill, som fløj af pr. automatik. Til lyden af veloplagte rock'n'roll sange som ”Going To Brazil”, ”Angel City”, ”I'm So Bad (Baby I Don't Care)” og 'heads største hit-der-aldrig-blev, den iørefaldende piskende ”No Voices In The Sky”. Fraset titelsangen, som handler om myrderierne under 1. Verdenskrig, ét af Motörheads mest feststemte albums.


bastards - motorhead”BASTARDS” (ZYX 1993)
Det var strenge tider i 1990'erne. I hvert fald for traditionel hård rock'n'roll, hvis udøvere måtte se sig henvist til sidelinjen af britpop og grunge, som for begge genrers vedkommende syntes primært at være sat i verden for at forsøge at føre bevis for, at rockmusik måtte mange ting – men sjovt måtte det faneme ikke være. Bands af den gamle skole kunne således selvsagt tilgives for at mene, at festen nok var forbi nu. Det nægtede Motörhead, men de var af mangel på interesse fra andre tvunget til at skrive pladekontrakt med det tyske eurodance (!) selskab ZYX, som dengang udover ledelsens tvivlsomme musiksmag også brillerede med et distributionsnet, som med en lettere overdrivelse dårligt nåede udenfor kommunegrænsen i Merenberg, hvor ZYX havde hovedkvarter.

Med det forudsigelige resultat at ”Bastards” - vitterlig ét af Motörheads allerbedste albums – forblev en alt for velbevaret hemmelighed i årevis. Faktisk indtil 2001, hvor albummet blev genudgivet på et andet selskab, så alle nu bør vide, at numre som ”We Bring The Shake”, ”I Am The Sword”, ”Burner” og nyklassikeren ”Born To Raise Hell” - sidstnævnte bruger Volbeat stadig som koncertintro – hører til blandt Motörheads ypperste.

I øvrigt ikke mindst takket være bandets dengang nye trommeslager Mikkey Dee, som på ”Bastards” for første gang for alvor gjorde sin forståelse for rock'n'roll swing gældende hos Lemmy og co.


theworldisyours”THE WÖRLD IS YOURS” (Motörhead 2010)
Tyve album inde i karrieren og man var faktisk parat til (næsten) at tilgive Motörhead, hvis de havde insisteret på at lave et unplugged album med lutter coverversioner af Bee Gees sange. De skyldte jo ligesom ikke os noget længere, men så galt gik det langt fra. Tværtimod var ”The Wörld Is Yours” Motörheads bedste, mest kompromisløse og regelret swingende album siden førnævnte ”Bastards”. At præstere dét 35 år inde i karrieren, når man spiller så fysisk krævende musik, som Motörhead gør, er i sig selv bemærkelsesværdigt. At Motörhead tilmed atter engang kunne vride formularen, så der kom sange som ”Get Back In Line”, ”Bye Bye Bitch Bye Bye”, ”I Know How To Die” og det blændende brutale sønderbombardement af menneskehedens dårskab ”Brotherhood Of Man” ud af det, var sgu' noget nær sensationelt.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music has generally involved a lot of awkward contraptions, a certain amount of heavy lifting.

_ Tom Waits

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk