English version

I teorien er det jo besnærende, at mange nye(re) hårde rockbands i disse år viser deres respekt for og lydmæssigt hylder 1970’ernes koryfæer som Led Zeppelin, Sabbath, Purple, Free, Mountain og flere fra samme skyhøje skuffe.

Når det er sagt, er en stor del af den i gang værende retrobølge infamt trættende. Som skrevet før i dette forum har de måske nok check på stilen og de hæderkronede (et finere ord for "plankede", red.) riffs fra dengang, men sansen for huskeværdige melodier og ikke mindst dynamik, som var en så afgørende for de gamle rockbands’ succes, kniber det noget mere med.

Og så ...
Byd derfor varmt velkommen til svenske Riot Horse. De har nemlig hele pakken på et album, hvor forbilleder som Mountain, Deep Purple, Zeppelin og blues-æra Whitesnake hyldes, som de BØR hyldes: Med ordentlige melodier, riffs med råstyrke, dundrende dynamik og så i øvrigt en formidabel sanger - Andreas Sydow -, som er et sandt fund for denne genre.

Guitaristen Nille Schütmann er heller ikke just tabt bag rock’n’roll toget og veksler med største selvfølgelighed sit spil mellem de rå riffs – ofte spillet med slide a’la Rory Gallagher – grædende rumklangs-sølede soli og soniske strejfture fra det rene raseri til følte fills. Der er talrige eksempler hér, men du kan eventuelt starte med "Starlight", som indeholder samtlige nævnte elementer.

Når Sydow og Schütmann så bakkes op af en så velspillende rytmesektion som bassisten Joacim Sandin og trommeslageren Jonas Langebro, er der sådan set og heldigvis ikke andet at gøre end at tage turen ud over de soniske stepper med et band, der – som ét af de få af slagsen – virkelig har forstået, hvad der skal til for at få hård bluesrock til at ånde og leve igen.

Så Rival Sons og Graveyard; gør lige plads for Riot Horse. Hvis I tør.