Okay, for det første ignorerer vi ganske og aldeles den koloni af kvartbegavelser, som de sidste mange, mange år har kolporteret en hoben ”fake news” om, at The Rolling Stones ikke har præsteret et ordentligt album siden den sene bronzealder.

Dernæst korrigerer vi så for nostalgi og eventuelle minder om dengang man første gang fik hånden op under blusen på bedårende Berit fra Ballerup til tonerne af "Honky Tonk Women".

Sluttelig konstaterer vi – eller jeg – så, at det 61 år gamle selvbestaltede ”Greatest Rock’n’roll band in the World” med deres 24. album (europæiske udgivelser) og første af slagsen med originalt materiale i 18 år, ”Hackney Diamonds”, ikke alene har begået et mesterværk (ikke just et ord jeg bruger ofte) men simpelthen ét af deres bedste værker nogensinde.

Og ja, det inkluderer – igen korrigeret for nostalgi - forgudede plader som ”Beggar’s Banquet”, ”Let It Bleed”, ”Sticky Fingers” og ”Exile On Main Street”!

Lad os da så bare for kværulanternes skyld sige, at Stones ikke har begået et kvintessentielt Rolling Stones album siden da. Det har de nu.

”Hackney Diamonds” er trods et par – i øvrigt fremragende – afstikkere til country, gospel og blues først og fremmest et rock’n’roll album. Og hvad mere er, det er et helt og aldeles tidløst rock’n’ roll album.

STORFORM
Hvis de selvbestaltede komikere, som ikke kan referere til The Rolling Stones uden at henvise til medlemmernes fremskredne alder, ellers kunne holde deres kæft og koncentrere sig om materialet, så er ”Hackney Diamonds” simpelthen ”bare” én af de sidste mange års bedste rockplader.

Albummet flyder over af forrygende Keith Richards riffs, og Mick Jagger synger fantastisk med en overbevisning og en rytmisk forståelse som sjældent før. Okay, hér er det så tilladt at komme med en hentydning til mandens alder, for det faktum at Jagger som 80-årig kan levere en så varieret og indædt vokalpræstation som her, sender vitterlig manden over i ”freak of nature” territoriet. Med andre ord: hvordan fanden kan det lade sig gøre!? Han er i storform hele dette album igennem.

LYS, SKYGGE, EBBE OG FLOD
”Angry” ved vi allerede er et forrygende rocknummer. Den bliver fulgt op af det semi-funky, dynamiske ”Get Close To You” (en sang i tæt familie med ”Sticky Fingers” klassikeren ”Can’t You Hear Me Knocking”), den nærmest punkfrådende ”Bite My Head Off” (med Sir Paul McCartney på en herligt forvrænget bas), den uforskammet catchy rock’n’roller ”Whole Wide World”, den benhårde ”Mess It Up” (som ”Miss You” tilsat rockfornuft) og den fænomenalt sleazy ”Live By The Sword”, inden vi går lidt ned i tempo med den ”Beast Of Burden” beslægtede ”Driving Me Too Hard”.

Det var den rene rockafdeling, hvilket så efterlader de følte country-tonede ballader ”Depending On You” og ”Dreamy Skies”, Keiths knækkede vokalindslag i den aldersfilosoferende ”Tell Me Straight”, et charmerende take på den Muddy Waters blues, der gav bandet deres navn, (”Rolling Stone”) og endelig den ligeud bjergtagende gospelsang ”Sweet Sound Of Heaven” – en sand mesterklasse i lys og skygge, ebbe og flod og dynamik – sidste ord kan i øvrigt med fordel også bruges om resten af numrene hér.

Sluttelig kudos til producer Andrew Watt. Han har været udskældt for sin ”klippe-klistre” metode – f.eks. på Ozzy Osbournes ”Patient # 9”, men på ”Hackney Diamonds” er der ikke noget af den slags.

STONES SOM STONES
Den livslange Stones-fan Watt, som angiveligt mødte op hver dag i studiet med forskellige Stones T-shirts på, er ”nøjedes” med at forlange, at The Rolling Stones fandeme skal lyde som . . . The Rolling Stones.

Og sådan lyder de så. Watt har fanget Keith Richards og Ronnie Woods bemærkelsesværdige samspil klokkeklart f.eks., og selv om det næppe er tilfældet, lyder dette album i dén grad ”live-i-studiet”. Stones’ spiller med et – selv for dem – forbilledligt groove og swing hele vejen igennem.

De fleste af læserne ved vist efterhånden, at jeg har ”blodtype RS”, og jeg er netop derfor ret kritisk overfor bandet, som har spillet lydsporet til mit liv. Jeg anvender egentlig også kun nødtvungent efterhånden devaluerede ord som ”mesterværk” og ”fantastisk” (og nu har jeg fandeme brugt begge flere gange i denne anmeldelse).

Jeg er egentlig heller ikke meget for at smide samtlige seks stjerner efter nogen, men jo mere, jeg har hørt ”HD”, des mere er jeg parat til at forsvare den karakter til et – nå ja – fejlfrit rockalbum.

Som en kollega på Washington Post skrev i forbindelse med The Stones’ seneste turné i USA:

”Dette er ikke en flok overlevende, som genopfører deres svundne storhed. . . det hér ER storheden!”

Game, set and match til The Rolling Stones!

The Greatest Rock And Roll Band In The World? Det er at dømme efter dette album ikke en titel, de bliver nødt til at give fra sig lige foreløbig.

(Gæster på ”Hackney Diamonds”: Elton John spiller piano på ”Get Close” og ”Live By The Sword”, Paul McCartney spiller bas på ”Bite My Head Off”, bandets oprindelige bassist Bill Wyman er med på ”Live By The Sword”, Lady Gaga og Stevie Wonder medvirker på ”Sweet Sound Of Heaven”, mens trommeslager Charlie Watts nåede at spille på ”Mess It Up” og ”Live By The Sword” inden sin død for godt to år siden.)

HACKNEY DIAMOND UDKOMMER FREDAG 20.10.