Okay, stod man lige og manglede et sidste og afgørende bevis på, at Volbeats himmelflugt nu har bragt dem op i toppen af rockens internationale superliga, fik man i dén grad det bevis, da man så den gigantiske produktion, Volbeat lørdag aften præsenterede 15.000 tilskuere for i Herning.

En stor, detaljeret og gennemført scenekonstruktion tilsat lys- og pyroeffekter i et omfang, så selv det gennemsnitlige Kiss show til sammenligning i perioder kom til at ligne et forsigtigt forsøg på en anonym rockklub i midten af ingenting.

Eller sagt på en anden måde: D-A-D's mere ekstravagante produktioner i årenes løb kunne stå i et hjørne af denne hér.

Til gengæld kræver sådan en produktion så også, at bandet har formatet og musikken til at tage scenen i besiddelse, så det omvendte ikke sker i stedet. For (teater)torden og lynild er nu engang kun dét – og hvis musikken ikke holder niveau, om så bandet stiller op i pyjamas og med morgenhår, kan aldrig så mange effekter sgu' redde dem i min bog.

Men venner; det er jo Volbeat, vi taler om, og de valgte så deres første af tre koncerter i Danmark til at spille noget af det bedste, jeg nogensinde har hørt dem og dertil med en sætliste, som fraset "My Body", som jeg altså aldrig bliver gode venner med, ganske simpelt var optimal.

Fra starten gik med "Doc Holliday" og to forrygende timer frem, måtte jeg talrige gange beordre vandværkerne i øjenkrogene på standby pga. af en koncertoplevelse så storslået, så smuk (ja, sgu') og rigtig, at jeg simpelthen blev godt gammeldags stolt på Volbeats vegne.

Så får det være om jeg overhovedet har nogen adkomst til dét.

Sympatisk
Højdepunkterne var flere end på en nudiststrand reserveret kvinder med siliconeimplantater – for nu at sige det på dén måde. Men for nu blot at nævne nogle stykker:

Det gjorde jo eksempelvis ikke noget, at "Caroline Leaving" og den lalleglæde-fremkaldende, latterligt livsbekræftende "Radio Girl" har fundet vej tilbage til sætlisten. Det gjorde heller ikke noget, at Pernille Rosendahl i "Lonesome Rider" med en stemme, der nænsomt børster støvet af en engels vinger (eller no'et), overtog den rolle, Sarah Blackwood har på studieversionen, for derefter at bevise, at selv så fremragende en sang som "Mary Ann's Place" altså først bliver helt rigtig, når Pernille er med.

Ja, det ER store ord, det hér, men det er svært at slippe uden om dem, når man for en gangs skyld har med et band at gøre, som 100 procent vitterlig har fortjent dén succes, der er blevet dem til del. Og når de alligevel – og ja; det har jeg også skrevet mange gange- fremdeles intet tager for givet, men tværtimod stadig synes oprigtigt på én gang ydmyge, stolte og taknemmelige for, at der rent faktisk findes folk derude, der gider lytte til dem.

Dét er sgu' da et sympatisk karaktertræk ... ligesom det også mildest talt er sympatisk, at Volbeat selv mod slutningen af en turné, der stort set har varet hele året, stadig går til stålet med en ildhu, en sult efter at spille og et rasende antrit, som var de blot lige startet.

I guder en koncert og hvorfor holder jeg så den sidste stjerne tilbage? Fordi jeg er ret sikker på at det bliver endnu bedre, når Volbeat rammer hjemmebanen i København.