Med The Rolling Stones' snarlige ankomst til Roskilde Festival er vi atter blevet trukket igennem selvbestaltede eksperters klynkekor og sangen om, at det da er meget godt med de dér Stones, men de har altså ikke begået noget virkelig godt siden "Exile On Main Street" i 1972.

Sært nok består klynkekoret i reglen af aldrende musikere og ditto kritikere, som hverken kan holde samme stil eller livmål, som The Rolling Stones stadig kan efter fem årtier.

For selvfølgelig er det et udtryk for både arrogance og – endnu værre – bevidst fordrejning af tingenes tilstand (de kalder sådan noget "sandheden" ude i byen), når man på den måde afskriver fire årtier og materialet fra tolv studiealbums.

Blot på de seneste tre Stones albums har der været talrige perler, og beviset kommer hér med ti af dem, denne skribent holder mest af.

"LOVE IS STRONG" (fra "Voodoo Lounge", 1994)
Første eksempel hér på det dér "big city groove", som Stones mestrer bedre end de fleste. Turen ad de beskidte boulevarder med håbet i hjertet, stoltheden uden på støjet og sulten efter det næste kick på et næsten ubærligt niveau. Læg mærke til hvordan Keith og Ronnie spiller næsten modsat hinanden og skaber det dér ubetalelige swing sammen med Charlie Watts.

"YOU GOT ME ROCKING" (fra "Voodoo Lounge", 1994)
Titlen siger vist det hele. Lad den hér hamre ud i dit hårdtprøvede domicil og oplev, hvordan din kat ser overbærende på dig, mens du brøler med på omkvædet og kaster luftguitaren ned i Keith knæhøjde af ren og skær begejstring. Og ja; jeg taler af erfaring.
"I GO WILD" (fra "Voodoo Lounge", 1994)

Endnu ét af Jaggers storby digte. Denne gang en særegen symbiose om en verden af bandevold og prostitution. Det hele er med andre ord "bare for meget", som Dan Turell i sin tid fyrede den af, og den spartanske men intense backing og det gungrende groove er i sjælden grad med til at understrege desperationen i sangen.

"ROUGH JUSTICE" (fra "A Bigger Bang", 2005)
Thomas Helmig (ja, så kom han sgu' også med hér!) fortalte mig engang, at hvis han ikke i forvejen havde det fint med at blive ældre, fik han det, da han hørte "Rough Justice". Når folk over tres år kunne lave ét så fedt og frådende rocknummer som dette, var der jo ikke noget at være bange for. Herfra har vi ikke noget at tilføje Thomas' viise ord.

"OH NO, NOT YOU AGAIN" (fra "A Bigger Bang", 2005)
Der er to forbilleder, Stones altid vender tilbage til. Det ene er Muddy Waters (se "Back Of My Hand") og det andet er rock'n'rolls fædrene ophav Chuck Berry. Således også denne perlende partyrocker med et band i intet mindre end storform. Bonus oplysning: Da Charlie Watts hørte titlen på sangen, foreslog han lakonisk, at Stones burde kalde den tilstundende turné for "The Oh No, Not You Again Tour".

"STREETS OF LOVE"  (fra "A Bigger Bang", 2005)
Endnu en tur ud på de regnvåde, neon beskinnede gader i en fornemt følt ballade, der faktisk godt kan bide bittersød frugt med klassikere som "Angie" og "Time Waits For No One". "And I walk the streets of love/ And they're drenched with tears," som manden synger.

BACK OF MY HAND" (fra "A Bigger Bang", 2005)
Stones er verdens bedste hvide bluesband, når det tager dem. Det gjorde det i dén grad på denne Muddy Waters inspirerede sang med Mick Jagger på slideguitar (!). Jeg så dem spille den på Fenway Park i Boston i 2005 og så dermed også, hvordan Ronnie Wood, som normalt spiller slide i Stones, stod ved siden af Jagger og smilende klappede ham igennem sangen. Vel at mærke uden at røre sin egen guitar.

"OUT OF CONTROL" (fra "Bridges To Babylon", 1997)
Ét af Rolling Stones' fineste numre – ikke blot i nyere tid men  i hele deres 52 år lange karriere! En regulær mesterklasse i musikalsk dynamik og uafviselige stemninger. Den umiddelbart fængende vuggende basgang, Jaggers melankolske storby poesi, det klassiske omkvæd og et guitarteam i topform både i soli og rytmespil. Det hele er her på en sang, som til fulde lever op til Stones' gamle klassikere.

"ANYBODY SEEN MY BABY" (fra "Bridges To Babylon", 1997)
Stones parrer rock'n'roll og moderne soul. Med den største selvfølgelighed får de en fremragende sang ud af anstrengelserne. De troede, de havde skrevet den selv, men Jagger og Richards fandt ud af, at det havde de altså bare ikke, da Keiths datter Angela under et besøg hos sin far hørte den og begyndte at synge kd langs "Constant Craving" henover den. For at undgå retssager gav Stones kd lang og hendes samarbejdspartner credit på sangen. Kd lang udtalte senere, at det var hun faktisk enormt beæret over og stolt af. Alle de involverede kan i hvert fald roligt være stolte af denne sang.

"FLIP OF THE SWITCH" (fra "Bridges To Babylon", 1997)
Endnu et rasende rocknummer og nok én af de hurtigste rock og rul hensigtserklæringer om at komme ud og leve livet, bandet nogensinde har spillet. Ud i overhalingsbanen, med ét øje på præmierne derude og med en livslyst, som gør begrebet "fandenivoldsk" sært utilstrækkeligt. Det på én gang piskende og svirpende trommespil og de genialt timede rytmeguitarer er indgangsbilletten værd alene.