Hørt fra bandboss, sanger og leadguitarist Josh Homme en halvanden times tid inde I Queens Of The Stone Ages’ koncert i Forum på Frederiksberg tirsdag aften:

”Jeg ved sgu’ godt, jeg ikke har sagt så meget i aften. . .

. . . men vi lever i en verden, der er så ”fucked-up”, at jeg ikke synes, der er tid til andet, end at vi nyder hinandens selskab. Og det selskab er sateme godt i aften!”

Normalt ville man jo efter sådan en melding ekspedere sit seneste måltid ud over den nærmeste imaginære ræling, før du kan nå at sige ”brækmiddel”, men når ordene kommer fra én af rockens fineste frontmænd over halvvejs inde i koncert og tilmed en mand, som ikke normalt strør om sig med komplimenter for at score billige points. . .

. . . jamen, så styrer man fordøjelsesproblemerne og kaster i stedet næven i vejret som en hyldest til Joshua Homme, til hans band og hans sgu såre troværdige kærlighedserklæringer til det dér rock’n’roll.

KÆRLIGHED
Queens Of The Stone Age har måske – selv efter tyve år - ikke et bagkatalog, der giver Rolling Stones søvnløse nætter, men de fem californiere spiller til gengæld med en overbevisning og – i særdeleshed – en kærlighed til alle rockens grundværdier, som eksempelvis samme Stones gjorde det for over 50 år siden (og i øvrigt stadig gør)!

Med andre ord gør rockens stenalder – bandets navn in mente – igen og igen comeback, når Queens Of Stone Age tager på turné, og det skal de ikke høre ét ondt ord for herfra.

Tværtimod.

Tyve år inde i karrieren har QOTSA selvfølgelig begået et par ørehængere som ”Go With The Flow”, ”The Evil Has Landed” og den herlige ”Domesticated Animals”, og det er skam alt sammen udmærket, forstå mig ret. Men dét, der nu engang ER det uimodståelige ved dette band, er en kærlighed til rocken så smittende og tøjlesløs, at de kunne slippe afsted med at spille halvbagte versioner af ”You Really Got

Me” atten gange i træk og alligevel få mindst fire stjerner for indsatsen.

1-2-3-4
Jeg stod dér – som så ofte i årenes løb – og tænkte i min hellige enfold over, hvad fanden der egentlig gør Queens Of The Stone Age så gode. De er jo sådan set bare et band, der tæller til fire, hamrer til den i en halvanden times tid og håber på det bedste.

Og det er selvfølgelig den kærlighedserklæring til rockens grundstof, der gør QOTSA så gode. Der var f.eks. engang et band, de kaldte The Ramones, som kunne noget lignende.

Hvilket velsagtens blot efterlader at parafrasere Hommes udtalelse fra tidligere:

Det var sateme en god aften. Kom snart igen Queens Of The Stone Age og giv os nogle flere af dem. . .

. . . Jeg kan f.eks. ikke komme i tanker om den festival, I ikke ville klæde.