Da Steel Panther for små seks år siden for første gang lagde vejen om ad København, var det mildest talt ganske underholdende.

Og det var det også anden gang – halvandet år senere.

Nok specielt for de af os, der kan huske dengang i de fjollede firsere, hvor håbefulde bands’ forbrug af hårspray på Sunset Strip i West Hollywood var en reel trussel mod ozonlaget og en bidragende faktor til den globale opvarmning, som for en stund fik forskerne til at glemme alt om udstødningsgas med mere.

Men tredje gang i Danmark var Panterens pasticher – på trods af at de selv faktisk spillede og spiller væsentlig bedre end de fleste af de trættende bands (Poison etc., red), de parodierer – ved at være lige så trætte og intetsigende som forbillederne.

Og sjette gang på under seks år, som det var i Vega onsdag aften? Glem det!

SKAMRIDT
Det turde være evident, at skal man skabe en karriere på musikalske parodier og tilhørende jokes, så skal man forny sig – og vittighederne – undervejs.

Desværre får Steel Panthers evne til at forny sig – som jeg vist også tildligere har skrevet – efterhånden Linie 3’s gentagne dødssyge parodier på kongehuset til at forekomme decideret innovative.

Ligesom d’herrer ævler og kværner deres skamredne jokes af trukket ud, så det efterhånden, som aftenen skred frem, fik mig til at føle mig som front-reporter under 100 års krigen.

Igen skulle vi onsdag aften trækkes gennem de samme lamme jokes om københavnske pigers villighed, medlemmernes egne seksuelle præferencer o.s.v. – og disse jokes var trukket ud i et omfang, så det var nær, jeg var begyndt at ryge igen – så havde jeg sgu da i det mindste haft noget forholdsvis fornuftigt at tage mig til mellem sangene.

Det kan godt være, det her band startede som en stål panter, men de er endt som en slatten pussy cat – så at sige. Og det er faktisk – undskyld – for slapt, for Steel Panther spiller som nævnt godt, og de kunne holde en fest af formidable dimensioner, hvis de holdt kæft og bare SPILLEDE de numre.

I stedet kværnede de løs og udviste en sans for timing som en livstræt jernbanedirektør og et momentum som en vaskemaskine i de sidste dødskramper. . .

. . . Oh well, og så er den eneste grund til at denne koncert får to stjerner altså, at det charmerende supportband Fozzy spillede en herlig fortolkning af ABBAs ”S.O.S”.

Det var pænt af dem, men nødopkaldet blev ikke hørt, og der kom ikke nogen og reddede resten af koncerten. . .