Soundtrack til en bedre verden

rycooder
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Den gamle mester Ry Cooder beviser atter, at han er netop dét – en mester – på et fremragende livealbum

RY COODER & CORRIDOS FAMOSOS "At The Great American Music Hall" (Warner Bros.)

For nylig har jeg ét eller andet sted set sangeren og slideguitarvirtuosen Ry Cooder citeret for, at han ikke længere turnérer med band, fordi han ikke har råd til det!

Det er selvsagt en skandale og endnu et testamente til, at det går lige lukt ad helvede til i en verden, hvor den ene plaprende poppapegøje efter den anden lystigt turnerer med gigantiske produktioner med omkostninger, som ville kunne holde en legende som Ry Cooder (og et 20 mands band) på landevejen et helt liv.

Okay, hvis Cooder vitterlig aldrig kommer til at turnere med et band igen, er der så meget desto mere grund til at omfavne – ja sågar knuselske – "At The Great American Music Hall – Live In San Francisco" – et intet mindre end formidabelt livealbum, som Ry og band indspillede ved to tydeligvis magiske aftener 31. august og 1. september 2011.

Se, det sker en meget sjælden gang, at der udkommer et album, hvor man næsten kan føle verden blive bedre og mundvigene til stadighed stræbe ad himlen til, mens det spiller. Sådan et album er "At The Great American Music Hall".

Det hér er fra starten går med "Crazy 'bout An Autmobile" en orgiastisk opvisning i suverænt swing, sublim dynamik og generel musiceren i den absolutte eliteklasse. Stilistisk slår albummet med største selvfølgelighed (det er jo Ry Cooder, vi har med at gøre) slag med halen fra rootsrock og rock'n'roll via mexicanske corridas, blues, boogie og gospel til ballader så fænomenalt følte og sugende smukke, at kun en John Hiatt på sit absolut højeste ville kunne kreere noget lignende.

Det hér driver af en autenticitet og en så oprigtig omsorg (ja, det er sgu' det rette ord her) for selve musikkens væsen, så man frydes i sit inderste. Intetsteds bedre illustreret end i en udgave af soulklassikeren "The Dark End Of The Street". Det gamle melankolske mesterværk finder du hér som en sugende smuk og suveræn duet mellem én af mine alle tiders favoritsangere Terry Evans og den ligeledes fremragende Arnold McCuller.

Blot ét højdepunkt i en skatkiste, der er proppet med fornemt slebne diamanter. Folk i al almindelighed bør forkæle sig selv med dette album, mens jeg vil vove den påstand, at fans af Raul Malo og førnævnte John Hiatt vil få svært ved at leve videre uden "At The Great ..."

Et album til at blive lykkelig af. Intet mindre.

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk