Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

SOM PRÆSTEN PRÆDIKER!

Share
judas-priest

Så er det vist hér, vi skal have begrebet "på adskillige opfordringer" i brug, efter jeg forleden spurgte om der var interesse  – det var der i overvældende grad, så selvfølgelig bringer vi hér en hyldest til det kvintessentielle Heavy Metal band – Judas Priest

Hvis Birminghams Black Sabbath egenhændigt via deres selvbetitlede debutalbum i 1970 opfandt Heavy Metal (og det gjorde de), så var det bysbørnene i Judas Priest, som op mod slutningen af 1970’erne og et godt stykke ind i ’80’erne finpudsede stilen og stod fadder til thrash-, death og power metal.

Ligesom intet guitar team i Heavy Metal nogensinde har overgået Priests giftige Glenn Tipson og Kenneth "KK" Downing udi kunsten at supplere hinanden noget så satans sublimt.

Eller ligesom Heavy Metals fans vel næppe for alvor fandt deres visuelle udtryk, før Judas Priest bestemte, at dét alt sammen havde noget at gøre med evnen til at bære mere ko-overtræk end den gennemsnitlige texanske industrifarm og nitter nok til at tynge en mafiaboss’ ofre gennem en hel karriere ned på bunden af Hudson floden.

"Hell Bent For Leather"? Åh jo!

"Metal Gods"? Åh jo!

"Hot Rockin’"? Jo da, og gang det gerne med 666.

Til juli udgiver Judas Priest deres syttende studiealbum siden debuten med "Rock A Rolla" for fyrre år siden. Og at dømme efter titelnummeret "Redeemer Of Souls", som du kan høre herunder, er The Mighty Priest i fineste form. Hvilket giver os en oplagt mulighed for – via nogle af de sange, som ikke nødvendigvis figurerer i hitkataloget – at hylde den engelske industrizones mest intense og insisterende ypperstepræster.

Lad prædikenen begynde:
"BETWEEN THE HAMMER AND THE ANVIL" (fra "Painkiller", 1990)
En sang med a-l-t det et klassisk metalnummer skal indeholde: Tordnende trommer, helium-hylende vokal og et leadbreak, som formentlig medførte at talrige guitarister in spé ritualafbrændte deres instrumenter dengang i 1990.

"OUT IN THE COLD" (fra "Turbo", 1986)
“Turbo" fik talløse puritanske papnakker til at kværulere over, at Judas Priest via guitar synthesizere forsøgte at opdatere deres lyd. I skyndingen glemte de samme selvfølgelig, at netop dét album indeholder en række forrygende sange. Ikke mindst den tunge og stemningsmættede messe, som er "Out In The Cold". Findes også i en fantastisk version på albummet "Priest. . . Live!" fra 1987.

"INVADER" (fra "Stained Class", 1978)
Det er tidlige dage, men alene guitar temaerne er hele denne oversete sag værd.

"THE SENTINEL" (fra "Defenders Of The Faith", 1984)
Erkendt: “Defenders. . ." er nærværende skribents favorit Priest album. Det sejler i suveræne grunde til at gå blindt amok over, hvor fabelagtig og livsbekræftende denne musik kan være. Ikke mindst den pragtfuldt arrangerede og realiserede metal messe "The Sentinel".

"STARBREAKER" (fra "Sin After Sin", 1977)
Lyt dig forbi Roger Glovers tamme produktion og nyd vel noget nær dét mest straight rock’n’roll nummer, Priest har begået.

"RAM IT DOWN" (fra "Ram It Down", 1988 - billedet)
Ikke en sang for folk med vejrtrækningsproblemer. Det dobbelte leadguitar arbejde på denne hér er nemlig åndedrætsbesværende i bekymrende grad.

"GENOCIDE" (fra "Unleashed In The East", 1979)
Et mageløst magtfuldt manifest ud i at bevise, hvem der bestemte i denne genre dengang. Storladent, stemningsmættet og symfonisk – og der er ikke ét keyboard eller én samplet "atmosfærisk" klangflade i nærheden.

"GRINDER" (fra "British Steel", 1980)
Et guitarriff så genialt men samtidig simpelt at en søvndrukken orangutang kunne spille det. Det bliver med andre ord ikke meget bedre.

"BLOODSTONE" (fra "Screaming For Vengeance", 1982)
Det seje træk, det hårde aftræk, de tungt trækkende guitarer og – færdig med ord med "træk" - den ildevarslende vokal. For nu at citere en helt anden Priest sang: "Get down on your knees and repent if you please!"

“RUNNING WILD" (fra “Killing Machine", 1978)
Små tre minutters metallisk mesterklasse og en klassiker, som du måske nok har glemt, hvorfor der er så meget desto større grund til at grave op igen. Enten i denne version eller på den andetsteds nævnte "Unleashed In The East".

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music has generally involved a lot of awkward contraptions, a certain amount of heavy lifting.

_ Tom Waits

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk