Forsanger Freddy Cricien der som den eneste har været en del af Madball på alle albums præsterede en vokal, der ville få selv håret på Thomas Blachmanns skaldede isse til at stritte, og sikkert få ham til at gå i selvsving over, hvor intetsigende den var - for ikke at tale om musikken i sin helhed.

Heldigvis var det ikke Blachmann der var smagsdommer denne aften men en flok hardcorebelievers som virkede særdeles tilfredse.
Det var den helt rette metalliske vokalklang der strømmede ind i øregangene. En metallisk stemme der ville få rusten på en gammel Toyota Corolla fra 80'erne til at forsvinde og få selvsamme automobil til at fremstå nypoleret.

Nu vi dvæler ved forsanger Freddy Cricien, så imponerede han med en bevægelighed på scenen som var han en Duracell-kanin på speed suppleret med en håndfuld langtidsholdbare kinesere (altså den slags der fyres af til nytår) sparket op i måsen - og samtidig synge uden en forpustet vokal til følge.
Han stod i skarp kontrast til resten af bandet der ved en en direkte sammenligning nærmest fremstod som menneskelige statuer der havde indtaget Strøget en lørdag formiddag og supplerede med bas, guitar og trommespil - kroppens hang til bevægelse begrænsede sig inden for en overskuelig radius.

Nu er der for mig at se ikke noget i vejen med stillestående musikanter bare de leverer varen - og det gjorde de. Og så er der sgu også et eller andet specielt over musikanter, som ikke gør så meget væsen af sig på scenen selv, når der flyder den vildeste metal ud af højtalerne.

På spørgsmålet om hvor mange der oplevede Madball for første gang var der en pæn skov af hænder inklusive undertegnedes. Vi blev på fineste vis budt velkommen i flokken og en efterfølgende rundspørge blandt mine ligemænd ville nok resultere i et minimum af fortrydelse over dette tiltag.

Amager Bio der for nyligt blev hædret med titlen "Årets Danske Spillested" ved High Voltage Rock Awards bevidste så sandelig, hvorfor de fortjente denne titel ved at kunne rumme en intensiv og højtydende metallyd uden at det gik ud over oplevelsen i øregangene.

Madball leverede er kunststykke i hardcoremetal som på et splitsekund kunne have nedlagt rækken af højhuse langs Roskildevej som dominobrikker og efterladt diverse spræningseksperter fremstående som en flok småbørn med et nytårbatteri der var fuset ud i ingenting.

Fra morfarrækken bagerst i lokalet - hvor jeg selv havde taget opstilling - kunne man nyde synet af en flok drenge og enkelte piger der bevægede sig rundt som var de til optagelsesprøve som stand-in for John Cleese i rollen med de gakkede gangarter. Lige fra lette hop på stedet med det der lignede et forsøg på at smadre underkæben med knæskallerne, til dans rundt om så sig selv som havde de været i karambolage med en strømpistol. Det for slet ikke tale om en moshpit der mere eller mindre varede hele koncerten igennem. Sygt vil nogen sige. Jeg vil sige "for helvede hvor så det fedt ud, og det er en del af det at udleve hardcoremetal som det er tænkt.

Jeg blev slået ned af en Madball i Amager Bio og må sandelig medgive at "Hardcore Lives"