"So is it just me? Can everyone see/the world drowning in its own blood?"
(Slayer, "Implode").

Verden er i brand. Vi ser nød, lidelse, blodig krig og menneskelig depravation hver eneste dag i et så fortvivlende omfang, at selv de mest forbenede ateister formentlig overvejer, om dommedag vitterlig nu ER nær. Det har Slayers sanger og bassist Tom Araya, som det indledende citat viser, opdaget, og han og resten af de amerikanske thrash veteraner er om nogle de rigtige til at skabe det musikalske bagtæppe til de forstemmende vanvidsscener, verden lægger jord til i disse år.

Se, nu havde man vel ikke just troet, man havde behov for førnævnte bagtæppe, for tingenes tilstand er sgu' sindssyg nok, som den er. Der gjorde man så imidlertid regning uden "Repentless", som er Slayers bedste album i mange, mange år. En udladning af urkraft så ualmindeligt veloplagt, at den er perfekt til at rase ud over den verden, den beskriver.

Slayer har lavet et album så insisterende, nådesløst og overophedet orgiastisk, at det i perioder truer med at få selve Satans svovlpøle til at koge over. Mange havde frygtet - og med god grund - at den stiftende guitarist Jeff Hannemans død i 2013 ville trække Slayer med i graven. Hanneman stod trods alt bag mange af Slayers største øjeblikke. Men bare rolig (!) venner; der var ikke noget at frygte - fra det øjeblik Slayer efter en kort ildevarslende intro ("Delusions Of Savior") lægger fra land med titelnummeret hér - en hyldest til Hanneman faktisk - er dette album en allerhelvedes hensigtserklæring.

Hannemans afløser Gary Holt (Exodus) har - med al respekt for Jeff - tilsyneladende revitaliseret Slayer (som han i øvrigt også har gjort live) på "Repentless", som simpelthen er det bedste, Los Angeles kvartetten har begået i mange, mange år.

BLODPLETTEDE MINDER
Blandingen af frådende, frenetisk thrash metal, abrupte skift og ondsindet snigende atmosfæriske midtempo numre bibringer bedårende blodplettede minder mikset af numre på klassikerne "South Of Heaven" og "Seasons In The Abyss" (ja, så god er "Repentless" faktisk!), så på den måde har Slayer i dén grad æret deres afdøde kammerat på bedste måde.

"Repentless" er på alle måder klassisk Slayer:Gary Holt og Kerry Kings riffs og soli er knivskarpe, Tom Arayas stemme brænder af indignation, og trommeslager Paul Bostaphs spil er en sand opvisning i fikse fills, præcise markeringer og overlegen (speed)kontrol. Terry Dates produktion er SÅ glasuren på blodbuddingen. Veteranproduceren (Pantera, Metal Church, Overkill m.fl.) har simpelthen skabt en lyd, som på formidabel vis understøtter bandets præcise bombenedslag. Jo, gu' er det en lydmur, men det er en mur, som er pudset til perfektion og tapetseret med ildevarslende intense billeder, som man simpelthen ikke kan slippe væk fra.

Hvis et thrash metal bands kvalitet alene opgøres i nådesløshed, dedikation og kompromisløshed, har Slayer med "Repentless" generobret tronen og er igen verdens bedste trash band. Og ved I hvad; det er sgu' mildest talt godt gået af et foretagende, der debuterede for 33 år siden!