Der er for så vidt ingen grund til at vente på sagen, når man kan gå lige til den:

Metallicas anden koncert i Københavns nye Royal Arena var en frygtindgydende fornem og fedtfri fanfare ført igennem over to timer med femten af de sidste godt 30 års bedste Heavy Metal hymner.

Det hér var simpelthen Metallica, når de er bedst. Så vil kyndige kendere vide, at det ikke bliver meget bedre i dén genre.

Selvfølgelig kan sanger, rytmeguitarist og indpisker James Hetfield hverken gøre for, at han var syg, da Metallica lovlig vaklende åbnede Royal Arena i fredags, eller for at bandet blev nødt til at aflyse deres anden koncert i arenaen i søndags, fordi frontmanden stadig var for syg til at optræde.

Men Hetfield er udover at være én af de bedste frontmænd i rockhistorien også en mand af ære, og det var tirsdag aften mere iøjnefaldende end en forårskåd fugleedderkop i en listig quickstep på en lagkage, at såvel han som bandet ville revanchere sig for fredagen.

Det gjorde de så! Og de gjorde det med den bedst timede og dertil strammest spillede koncert, jeg har oplevet dem give i årevis.

BRAGENDE GODT
Fra starten gik med "Hardwired" og to timer frem mod slutningen med (endnu) en pragtfuld "Enter Sandman" var der stort set ingen svinkeærinder. Jo, der var selvfølgelig de stedse komplet ligegyldige guitar- og basnørklerier fra Kirk Hammett og Rob Trujillo, men de var heldigvis og for en gangs skyld overstået næsten før, man kunne nå at sige "årh for helvede altså. . . "

Så lad os først som sidst glemme de ligegyldigheder, for der var sandelig ikke grund til andet i Royal Arena. Med en Hetfield i genfunden topform forrest spillede Metallica simpelthen bragende godt.

Vi fik én af de smukkeste udgaver af klassikeren "Welcome Home (Sanitarium)" det har været min lykke at overvære, og den næste, der kommer hér og hævder, Lars Ulrich er en dårlig trommeslager får i øvrigt med mig at bestille. Hvis I ikke var der, skulle I have hørt det swing, manden lagde for dagen, specielt i "Now That We're Dead", "Seek And Destroy" og førnævnte "Enter Sandman".

Ligesom Kirk Hammett i dén grad tog revanche for sin uinspirerede og sine steder direkte pinlige indsat indsats i fredag. Der var så ikke mange gengangere fra fredag i sætlisten, men det var betegnende, at et par af dem, der var – "Master Of Puppets" og "Fade To Black" for eksempel – atter var de stålsatte eksempler på medrivende musikalitet, som de bør være.

TANDEMALJE
Og nu vi er ved medrivende musikalitet og medrivende musikalsk LIV (!) – hvor var det dog en fryd at være vidne til Metallicas samspil og den kollektive parade af tandemalje hos de fire, da de lykkedes med en fornem udgave af det lange instrumentalnummer "Orion".

I det hele taget var stemningen både på scenen og blandt publikum af en karakter, så der kun var lige præcis ét fornuftigt sted at opholde sig tirsdag aften. Nemlig i Royal Arena – og i den forbindelse: Det lød fremragende i den nye arena denne aften. Det var så godt musikalsk liv det hér (ja, der var den sgu igen).

Sådan kan det gå, når James Hetfield åbner en koncert med at sige "Jeg har det noget bedre i dag". . .

. . . Og lige så godt kunne have tilføjet:

"Så nu skal I fandeme få!"

Det fik vi, og jeg glæder mig allerede til torsdag. . .

SÆTLISTE:

"Hardwired"
"Creeping Death",
"For Whom The Bell Tolls",
"Wherever I May Roam",
"Welcome Home (Sanitarium)"
"Now That We're Dead",
"Moth Into Flame",
"Orion",
"One",
"Master Of Puppets",
"Fade To Black",
"Seek And Destroy"

EKSTRA:
"Whiplash"
"Nothing Else Matters",
"Enter Sandman"