THE ROLLING STONES, “Olé, Olé, Olé! A Trip Across Latin America” (dvd), “Ladies & Gentlemen: The Rolling Stones”, “Some Girls (Live In Texas ’78), “Checkerboard Lounge Live Chicago 1981” (w/ Muddy Waters), “Sticky Fingers Live At Fonda Theatre”, “On Air”, “Their Satanic Majesties’ Request – 50th Anniversary” (Universal)

Som udgangspunkt skulle man jo mene, det var fuldt forståeligt, hvis de lænede sig tilbage og sagde ”It’s Only Rock’n’Roll, but we can’t be fucking bothered anymore".

Dette enestående band med 55 år på de bedagede bagpartier og ordene ”The Greatest Rock’n’Roll Band In The World” permanent stemplet i rubrikken ”beskæftigelse" på deres papirer/ synderegistre.  De har været over det hele, prøvet og gjort det hele og oplevet det hele. . . flere gange.

The Rolling Stones.

I skrivende stund er Keith Richards netop fyldt 74 år, hans makker Mick Jagger er lige så gammel, trommeslager Charlie Watts er to år ældre, mens den kylling til Ronnie Wood kun er 70.

Okay, som man kunne både høre og se på Stones’ europæiske koncerter i efteråret trykker alderen måske nok lidt for så vidt angår visse af medlemmernes musikalske formåen, men spilleglæden er mildest talt intakt og at dømme efter d’herrers tilbagevendende smil på scenen er de slet ikke færdige med at være The Rolling Stones endnu.
55 år eller ej.

"OLÉ, OLÉ, OLÉ"
Den fortsatte spilleglæde kan man også opleve på dokumentaren ”Olé, Olé, Olé – A Trip Across Latin America” fra Stones turné på de kanter i 2016. Den er både rørende og smuk og bør ses alene på grund af de tårevædede og lykkelige latinamerikanske fans og et band, som selv efter alle disse år, virker både taknemmelige og overraskede over den modtagelse, de får i Mellem- og Sydamerika.

De tre livealbum, ”Ladies And Gentlemen: The Rolling Stones”, ”Some Girls (Live in Texas 1978)” og ”Checkerboard Lounge – Live in Chicago 1981” har tidligere været ude på dvd, men specielt sidstnævnte er nok værd at blive mindet om.

Der er reelt tale om en Muddy Waters koncert med Mick, Keith og Ronnie i backingbandet, og bluesklassikere som ”Baby Please Don’t Go”, ”Hoochie Koochie Man” og ”Got My Mojo Workin’” slår simpelthen gnister her, hvilket lydtekniker Bob Clearmountain også bærer en stor del af æren for (jeg kan nemlig godt huske, hvordan de gamle piratoptagelser af denne koncert lød).

STORT OG STICKY
Men skal du kun have ét Stones livealbum i år, er det ”Sticky Fingers Live At Fonda Theatre”, du skal gå efter. The Rolling Stones spillede for to år siden for første gang nogensinde HELE det klassiske ”Sticky Fingers” album live fra ende til anden i en klub i Los Angeles.

Bandet gør deres egen klassiker ære, for det er længe siden, jeg har hørt bandet spille så godt live, som de gør her – både på ”Sticky. . .” numrene men også på en brillant version af B.B. Kings ”Rock Me Baby”, som de spillede som hyldest til den da netop afdøde ”King Of The Blues”.

”On Air” – 32 sange fra 1963-’65 hentet fra BBCs arkiver – er også alle pengene og stjernerne værd. En lang række ”alternative” udgaver af kendte Stones numre, som i mange tilfælde er bedre end de oprindeligestudieindspilninger.

Det lyder forrygende – specielt taget i betragtning at det er over 50 år gamle optagelser – og det er fascinerende at høre, hvor overbevisende de unge knægte i Stones spillede blues allerede dengang i numre som ”Down The Road Apiece” og ”Confessin’ The Blues”.

SATANS HIPPIER
Hvilket blot efterlader 50 års jubilæumsudgaven af Stones’ ”psykedeliske” album, ”Their Majesties Satanic Request”. Pladen blev i mange år afskrevet – faktisk også af bandet selv – som en bleg efterligning af The Beatles’ ”Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, men den har i nogen grad fået oprejsning.

Trods alt er sange som ”2000 Man”, ”She’s A Rainbow” og ”2000 Light Years From Home” alle klassikere, mens det er på tide, et nummer som ”Citadel” får oprejsning som den fine og fede rockkomposition, de er.

Når det imidlertid er sagt, så er der også numre hér, som gør én oprigtigt taknemmelig for, at der åbenbart ikke længere eksperimenteres med de stoffer, Stones morede sig med under disse indspilninger. Horribelt hippie-hejs som ”Sing This All Together” (i TO udgaver!) og ”In Another Land” sætter fandeme regulært én livsvilje på prøve.

Nå, lidt skal vel smutte, når man sender syv udgivelser ud på et år, og langt de fleste af dem er altså godt gods. Stjernerne er et tillempet gennemsnit af fem til ”Olé. . .”, fire til ”Ladies And Gentlemen. . .”, fem til ”Some Girls. . .” og ”Checkerboard Lounge”, seks til ”Sticky Fingers. . .”, fem til ”On Air” og en tre en halv stykker til ”Their Satanic. . .”