Af Thomas Thomsen

Der er faktisk sket meget siden For Evigt Rock løb af stablen i Rødovre (Og så kommer du snøvlende med en anmdelse NU, Thomsen!? Red.).

- Volbeat slog dagen efter publikumsrekord i Parken. En rekord som måske består for evigt.

- Det danske fodboldlandshold pulveriserede selvsamme sted Polen i en overbevisende og knusende 4-0 sejr. For evigt længe ventet succes.

- Og endelig smadrede Metallica Royal Arena i stumper og stykker  lørdag aften. Mesterligt.

Man kunne jo forledes til at tro, at det lille arrangement her var gået i glemmebogen. Men det er det ikke. Tværtimod.  Derfor skal I heller ikke snydes for en stemningsrapport fra forrige fredag aftens begivenheder et sted derude på Vestegnen.

Vejret var godt. Stemningen var løssluppen. Det var fredag, så hvorfor ikke starte weekenden med noget af det ypperste inden for dansk rock gennem de sidste mange mange år.

Programmet manglede sådan set bare førnævnte Volbeat og pt. albumproducerende Dizzy Mizz Lizzy, før det kunne siges at være det komplette danske rockline-up på plakaten. Men jeg kan nu sagtens nøjes med mindre. Og spørgsmålet er også om det nogensinde bliver sandsynligt med det komplette danske rockline-up. Jeg tvivler, men vil bestemt hilse det velkommen, hvis det skulle blive aktuelt.

MAGTENS KORRIDORER
Ingen fest uden alkohol. Ingen fest uden Magtens Korridorer. "Alkohol" fra deres kommende album, skålede festen i gang på berusende vis.
Magtens Korridorer er lige til. Der er ikke så mange svinkeærinder. Fokus på at give publikum en fest er det centrale i deres koncerter. Og her er der aldrig tale om falsk varebetegnelse.

Man får det man kommer efter, hvis man virkelig vil ha' det.

De vil "Hellere Dø" end at leve op til livsstilsmagasinernes idealer og postulater om, at speltgrød er det eneste rigtige at servere, hvis du bare skal have nogenlunde chance for succes i denne verden og skal undgå en indberetning til de sociale myndigheder med henblik på umyndiggørelse.

Magtens Korridorer er tegn på livsstil, vel at mærke af den gode af slags. Hvis du tvivler så "Kom Og Mærk" selv efter.

Selvironi krydret med humoristiske bombenedslag er - foruden den kvalitetsbevidste sangskat - et varemærke for kvintetten.

Som da Johan Olsen var af den overbevisning, at der måtte være mange hørehæmmede i denne by. Af den simple grund, at han ikke forstod hvorfor de blev klappet på scenen til ekstranumre. Men det forstår man godt, at de gjorde og gør.

Hørehæmmet eller ej, så kom med til festen i vores øvelokale bagefter lød det. Har i så stort et øvelokale blev der hurtigt fulgt op. Ja, for fanden vi er Magtens Korridorer lød det uden betænkelighed.

"Giv Mig En Dag" lukkede og slukkede festen for Magtens Korridorers vedkommende. Konklusionen var som den altid er. Vi fik endnu en dag af den gode slags.

SORT SOL
Jeg vil vove den påstand, at der var delte meninger om det, som Sort Sol præsterede i solnedgangens dunkle skær.

For nogle ville det være på grænsen til at redde sig en depression, efter at have været indkapslet i et dysfunktionelt lydunivers, som til tider var mere mørkt end udsigten fra indersiden af en kiste syv fod under de efterladtes fodsåler.

Man kan meget vel spørge sig selv om Sort Sol døde i Rødovre den aften. Var det trancelignende publikum bare ikke indstillet og klar på kontrasten til Magtens Korridorer og D-A-D.

Måske man skal være af en bestemt støbning eller have stiftet beskendtskab med det mørke sind, for at kunne se det smukke i det til tider dystre univers som Sort Sol vitterligt bevæger sig ind i, særligt med deres seneste udspil.

Men Sort Sol er ikke kun mørkt og dystert. Det er også livsbekræftende fræsende guitarriffs med et trommespil der sidder mere tight end nymodens hullede slimfit jeans på ungdommens tynde stilke.

Med et formidabel afsæt i form af "The Weightless", som bliver bedre og bedre for hver gang du hører det, over "Next Century", "Who's Afraid Of Virginia Woolf" til "Kiss The Streets" som fremkalder begejstringens gåsehud, blev det slået fast med syvtommersøm, at Sort Sol har været savnet.

De specielle numre "... Like A Trance Like..." og "Stor, Langsom Stjerne" kan i den grad udfordre dine smagsløg, men Steen Jørgensens hypnotiserende vokal fanger dig ind i et spindelvæv, som er svært at slippe fri af. Og du kæmper nødvendigvis ikke imod.

Med "Dog Man Star", "Siggimund Blue" og "Shaheba Bay" manglede vi sådan set kun saltede "Popcorn" for, at du var gået mere end mæt fra deres opvisning i, hvordan du sammensætter den helt rigtige menu.

Sort Sol var eminente, hvilket de endegyldigt bekræftede med det afsluttende nummer, den kvarterlange, knejsende "Tatlin Tower". De er så meget mere end "Let Your Fingers Do The Walking", hvis du ellers tør lytte efter.

D-A-D
Disneyland After Dark hed de, inden der gik tegneseriejuristeri i den. D-A-D blev deres varemærke, som i mange år har været det største danske navn på rockscenen.

Lige indtil Volbeat blev blødere med alderen, og Dizzy Mizz Lizzy pludselig syntes at det var tid til familieforøgelse med "Forward In Reverse."

Men at jeg skulle læse en ellers troværdig og folkekær musikanmelders nedsabling af  et af mine absolutte favoritbands havde jeg ikke lige set komme.

"Hold kæft, hvor er det ringe': Dybt godnat, kedelige Disneyland"

Overraskende fordi D-A-D normalt er garanter for - som Magtens Korridorer - at give dig den fest du søger efter og næsten altid går tilfreds hjem fra.

Bange anelser blev dog hurtigt ryddet af vejen. For med "Riskin' It All" som åbningsnummer fulgt op af "Ewil Twin" var det jo ikke den værste start man kunne udsættes for.

At åbningen så blev krydret med længe savnede "Written In Water" - fra deres vel nok hårdeste album Helpyourselfish - var bestemt heller ikke noget der trak ned på tilfredshedsbarometeret.

"Soulbender" fra samme album i slipstrømmen på "Girl Nation", kunne næsten redde aftenen i sig selv.

"A New Age Moving In" fra deres seneste og bedste album i mere 20 år var formiddabel. Og "Soft Dogs", "Everything Glows", "Jihad" og "I Wan't What She's Got" er jo nærmest uundgåelige, men. . .

. . . Man kan sige meget om D-A-D. På den ene side bliver det måske meget af det samme og det sikre. På den anden side vil man måske også gerne have det samme og det sikre. Men hvor kunne jeg godt tænke mig, at D-A-D tog os med ud på dybt vand.

Tag os nu derud, hvor det bliver lidt farligt og usikkert. Spil f.eks. "Helpyourselfish" i sin helhed og i bogstaveligste forstand skræm hr. og fru Danmark fra vid og sans. Eller spil nogle af de numre, hvor de fleste - inkl. mig selv - ikke kender eller kan huske teksterne.

Det vil være skræmmepædagogik. (Og det ville sgu' klæ' dem! red.)

Gør det!!