På grund af dét min lærer i skolen såre præcist i min karakterbog titulerede ”en sløvt, hensygnende tilværelse” i matematiktimerne dengang i bronzealderen, bliver jeg jer svar skyldig for så vidt angår, hvornår jeg første gang tænkte ”bare Sanne Salomonsen slog ville slå sig sammen med sådan et rigtigt hårdtslående rock’n’roll band.”

I hver fald er det mange gange. Som regel når jeg årene igennem har oplevet med Sanne med skiftende kompetente, bevares, men behagesyge orkestre, som igen havde spillet numrene, så de i hvert fald aldrig kom til at fornærme nogle af de fans, som foretrak alt, som det var i skulderpudernes storhedstid (1980’erne, fact-freaks).

Imens stod jeg og nogle få andre tilbage nede i salen eller på græsset og ville ellers så gerne tage titlen på ”Sæt Fri!” bogstaveligt. Om det var tryghedsnarkomani eller pladeselskaber, der bar skylden, skal jeg ikke kunne sige, men på mig virkede Sanne ofte fanget i et lydbillede, som modsat rock’n’roll måske nok var trygt men bestemt ikke tidløst.

ENTER: ELECTRIC GUITARS
Så var det, Sanne sidste år mødte Electric Guitars med d’herrer eliteguitarister Søren Andersen og Mika Vandborg i front – godt hjulpet af bassist Peter Kjøbsted og den forrygende og altid solidt swingende trommeslager Morten Hellborn. Og minsandten om de ikke blev enige om at tage ud og slå på et par strenge sammen live her i efteråret.

Efter at have oplevet konstellationen live i Portalen i Greve lørdag aften har jeg – trods den stedse truende Corona depression – endnu ikke fået mundvigene ned på plads endnu. Det er trods alt ikke hver gang, jeg forlader en koncert nynnende ”Rock and roll music og livsglæden tilbage igen” på melodien til TV-2s gamle ”Blod, sved og tårer”.

Kønt har det næppe være, men hva’ fa’en.

Men jeg vidste jo, det nok ville blive fedt, for jeg havde fornøjelsen af turnéens snigpremiere i Helsingør for godt fjorten dage siden. Men mindre kunne faktisk have gjort det end det festfyrværkeri til fejring af den klassiske rock, vi blev ved vidner til i Greve.

Electric Guitars lagde fra land lidt over klokken 20 med en forrygende ”Rock’n’Roll Radio”, mens Sørens fornemt flydende solo i den efterfølgende ”False Flag Operation” såmænd næsten alene kunne have reddet aftenen for mit vedkommende.

Fraset det i denne sammenhæng ikke ganske ubetydelige faktum, at Electric Guitars - denne aften flankeret af den glimrende organist Jesper Bo Hanen - er et bragende godt klassisk rockorkester, så er de live også eksponenter for en smittende livsglæde, som vi snildt kan nyde godt af, indtil de får knækket koden med hensyn til en vaccine for Covid-19.

På den led er de også de perfekte ledsagere for Sanne Salomonsen.

ENTER: SANNE SALOMONSEN
Og lad mig så lige fortælle jer noget om det magiske, der sker, når Sanne går ind på en scene, som hun meget passende gjorde efter det groovy tredje nummer ”Baby, I Love You”:

Når Sanne Salomonsen – i den klassiske kampuniform (læderbukser og cowboystøvler) - nærmest slentrer ind på en scene, tager hun som den største selvfølgelighed ikke kun scenen men hele salen i sin besiddelse. Jeg har ved – ved rock, roll og musik – oplevet de fleste flere gange, men det er kun de færreste, der har en naturlig star quality og presence, som Sanne Salomonsen har.

Jamen, pigebarnet STRÅLER. Blot ved sin tilstedeværelse.

Hun er en enestående performer.

Hun VIL det her! 47 år (!) efter hun albumdebuterede, er Sanne lige forelsket i livet, musikken, scenen og publikum. Det er sgu enestående!

I det stykke er det komplet ligegyldigt, at hun selvfølgelig som 64-årig ikke har den samme stemmepragt. Hun kan sagtens nøjes med det, hun har. Udstrålingen, autoriteten og kærligheden klarer mageligt resten. Den kritik, hun har måttet modtage for sin stemme i de senere år, vidner – udover mangel på respekt – kun om kritikere, som ikke ville kende begrebet ”det store billede”, om så det store billede sparkede dem i røven for at gøre opmærksomhed på sin eksistens.

SAT FRI. . . AT LAST!
Sanne understreger, at det er Electric Guitars, der har bestemt, hvad hun skal synge. Og med numre som bl.a. ”Running Free”, ”Where Blue Begins”, ”Kød og blod”, ”Sæt fri” (ja, dér BLEV du og den så endelig sat fri, Sanne!), ”New York Minute” og det fine cover af Stage Dolls’ ”Love Don’t Bother Me” kan man kun lette på hatten for bandets dømmekraft.

Og så turde det vel næsten være unødvendigt at påpege, at bedre udgave af ”Johnny på havet” næppe er hørt, og at man lige pludselig fandt fornøjelse i selv fortærskede ”Sui Sui” igen? Ja, det tænkte jeg jo nok.

Electric Guitars giver hvert eneste nummer en pondus, så man ville ønske, man havde en liveoptagelse til en biltur nedad Route 66, mens Sanne Salomonsen ved sin blotte tilstedeværelse afviser enhver konkurrence.

Måtte dette samarbejde vare ved i lang, lang tid. For den dag det atter holder sig indenfor lovgivningen at lade det hér udvikle sig til dans, går det sgu da helt amok.

Sætlisten

1. Rock'n'Roll Radio
2. False Flag Operation
3. Baby I Love You
4. Best of What I Got
5. Love Don't Bother Me
6. Where Blue Begins
7. Johnny på havet
8. Det røde blod
9. Lucy Glow
10. White Flag
11. Woodoo
12. Sæt fri
13. Running Free
14. Kød og blod
15. Den lille løgn
Ekstranumre
16. New York Minute
17. Sui-Sui

(fotos: Thomas Thomsen)