Den engelske kvintet Thunder er den musikalske pendant til dén bedste ”feelgood” film, du nogensinde har set.

Dette band har i mangel af et bedre udtryk så meget sjæl og – ikke mindst – så meget HJERTE. Såvel musikken som bandets udstråling emmer af et foretagende, som vil dig det bedste på samtlige parametre.

Det er store ord (og det bliver ikke de sidste i denne ombæring), men Thunder kan, som kun de allerbedste rockbands formår det, få lytteren til at holde hovedet højt og fortsatte på den minerede vej, vi kalder livet. I overbevisningen om, at det alt sammen nu nok skal gå i den sidste ende.

Bandet debuterede i 1990 med det forrygende ”Backstreet Symphony” album, og selv om de flere gange i det godt kvarte århundrede, der er gået siden, er gået hver til sit, er de altid vendt tilbage.

Primært formodentlig fordi deres trofaste britiske publikum ikke VIL af med dem. Fuldt forståeligt.

Thunder er dét eneste band, jeg kender til, som kan løfte arven fra den første bølge af britiske classic rock bands i 70’erne i almindelighed og fra Free og Bad Company i særdeleshed.

FORRET
Og dermed velkommen til ”All You Can Eat” – en listig digipack udgivelse med to CD’er og en DVD med såvel humørbarometeret som det musikalske ditto skruet op på et niveau, så det er lige før, man tror det kunne aftvinge himmelstræbende mundvige fra selv formanden for Det Internationale Misantrop Samfund (hun sidder på Folketingets formandsstol, hvis nogen skulle være i tvivl).

Forretten (som bandet selv beskriver det) er ”Live At Rak Studio 1” – et miks af otte numre fra bandets seneste album ”Wonder Days” og seks hhv. B-sider og covernumre, indspillet live og uden overdubs i én køre i det berømte engelske studie.

Og allerede hér begynder gåsehuden at tage form på lytterens asparges arme, som Thunder tager turen fra de fine numre fra ”Wonder Days” til forrygende udgaver af CCR’s ”Up Around The Bend”, Thin Lizzys ”The Rocker”, Free sangen ”The Stealer”, Beatles’ ”I’m Down” og – størst og betegnende for dette band – ”Be Good To Yourself”. Sidstnævnte en gammel sang skrevet af førnævnte Frees bassist Andy Fraser og i sin tid et hit for den skotske whiskyrøst Frankie Miller.

Hør for helvede lige den dynamik og feeling Thunder lægger i ”When The Music Played” – en hyldest til deres ungdoms musikalske forbilleder. For blot at nævne én!

HOVEDRET
Og så er hovedretten endnu bedre – nemlig ”Live At The Brooklyn Bowl”; optaget foran et publikum på kun 1000 mennesker hjemme i London. Hér lægger Thunder ud med ”Backstreet Symphony” og følger op med bl.a. ”Low Life In High Places”, ”Resurrection Day”, ”Stand Up”, ”Love Walked In” og den uimodståelige slagsang ”Dirty Love” i sublime versioner.

Så er det fandeme svært at finde noget at brokke sig over – om end man har gjort brok til en karriere de sidste små 30 år. Men spillet driver af soul, dynamik og forståelse. Guitarist og førstekomponist i bandet Luke Morley lader konstant spaden dykke ned i den klassiske rocks mest frodige muld, mens den intet mindre end mesterlige sanger – såvel stemme- som timingmæssigt – Danny Bowes på det smukkeste lader hjerteblodet flyde over og sjælen vandre mod et bedre sted. Og tilsyneladende gør det med legende lethed.

Jeg kan kun komme i tanker om én sanger, der kan hamle op med det hér i 2016. Og det er logisk nok legendariske Paul Rodgers (Free, Bad Co.) – ét af Bowes’ store forbilleder.

DESSERT
Mit skrammede, mishandlede men dog stadig bankende hjerte hvad vil du mere? Well, du kan få desserten – en DVD bestående af en dokumentar om Thunders seneste genkomst men ikke mindst én brillant liveoptagelse fra den japanske Loud Park Festival. Seks sange med et band i storform med ”Dirty Love”, ”The Thing I Want”, ”Higher Ground”, ”Wonder Days”, ”River Of Pain” og én af de finest betitlede sange i nyere tid ”I Love You More Than Rock And Roll” – sidstnævnte det tætteste noget band er kommet på at skrive en naturlig efterfølger til The Rolling Stones’ legendariske ”Honky Tonk Women”.

Det har taget mig en evighed at blive klar til overhovedet at skrive denne anmeldelse. Nu er det jo ikke just normalt sådan, at jeg sidder og mangler tro på egne evner udi at gøre et godt album retfærdighed. Men det gjorde jeg sgu’ hér!

Når det er sagt, er alt nok sagt med følgende historie:

Som jeg sad dér og gang på gang hørte dette sæt og uafladeligt underholdt min skeptiske kat med ordene ”hold da kæft, hvor er det godt det hér”, slog det flere gange undervejs ned i mig, at ”All You Can Eat” meget nemt kunne være en klassisk rockfans’ ultimative øde-ø skive.

Det er store ord – og for nogle sikkert også for store – men den har simpelthen det hele. Rocknumrene er én lang hyldest til livet, og selv de fine ballader mister aldrig livsmodet - uanset hvor skævt det måtte gå i øjeblikket.

Hvis du ikke kan lide det her, så kan du ikke lide (rock)musik. I det tilfælde har du selvsagt min dybeste medfølelse. . .

It’s rock and roll. . . og det er bestemt ikke bare ”only”. . . det er hjerteblod.