RISE AGAINST KEDSOMMELIGHED
- Detaljer
- Kategori: Koncertanmeldelser
- Publiceret: Lørdag, 20. juni 2015 20:03
 |
 |
|
|
|
Det amerikanske band havde en svær prøvelse i at overgå Pretty Maids sidste øjebliks tjans. Men klarede den faktisk – ret godt!
Rise Against, Helviti, Copenhell, 19. juni.
Af Anders Lundtang
Uha, det var en af de svære! Pretty Maids havde næsten som det danske fodboldslandshold i 1992 vundet EM på et afbud, denne gang dog ikke fra et krigshærget land, men et uheldsramt band. Hvordan skulle Rise Against kunne tage teten fra de danske legender og levere storform, som kunne spille op mod Pretty Maids?Lad det være sagt med det samme, før jeg selv svarer på spørgsmålet. Den slags poppet punk, melodiøst rock i det teenage-angst-appellerende område, som Rise Against begår sig i, ville i dag i et nyt fremmøde få mig til at ile skrigende bort. Dog er der som bekendt noget om den gode sang og fællesskabsfølelse, som et fåtal af bands kan.
DET KAN RISE AGAINST
Om det så er de hurtige(re) numre som "Prayer of the Refugee" eller semi-sjælere som "Swing Life Away" mod luk, kan Chicago-drengene altså bare noget.
Igen, jeg sidder og hører Slayer, Lamb of God og Bloodbath, mens jeg skriver det her. For tiden lytter jeg mest til DevilDriver, men mand, hvis man først én gang er solgt, bliver man ikke leveret tilbage.
Forsanger Tim McIlrath er noget så gammeldags som sød og charmerende. Enhver kærestes og svigermors drøm. Han kunne få publikum med i alt fra de vilde indslags til de akustiske bidder. Og det gjorde han helt uden de store armbevægelser, men det var nærværende på en gigantisk scene. Det kræver frontmanship!
Og så kommer svaret: NEJ! Rise Against overgik ikke Pretty Maids, men at to koncerter – utilsigtet – kunne få samle unge som gamle om to bands fra stort set hver sin tidsalder og verdensdel og få min vennegruppe til at blive lige så begejstret for begge dele. Det kræver sit – og de gjorde det. Copenhell favner bredt, og det gjorde det her.
Rise Against var det eneste band, der fik mig til at crowdsurfe for første gang længe! At se sig selv på det bølgende menneskehav oppe på storskærmen, mens man bliver båret af sine medbrødre.
Du bliver nok fanget af samme stemning næste gang, du ser dem.
Andre Copenhell-anmeldelser:
Dagsreportager:
