Reddet på målstregen

Af Anders Lundtang

Den episode vil undertegnede vende tilbage senere, da de fremmødte i den gamle stationsbygning først skulle igennem tre bands af vidt forskellige genrer under fanerne – vort elskede – rock og metal.

Dirt Forge
4 ud af 6 stjerner
Her har vi at gøre med et band, der forstår at udnytte få virkemidler til noget nær perfektion. Når en bassist med tre strenge kan tonse lydmuren i smadder på den fede måde, må feinschmeckerne med deres 5-strengede bass vige bort i skyggen i ærefrygt. Og fandens til ildsjæl fandt man også i deres trommeslager, Nicolai. Manden havde en råbeevne, så guitarist/forsanger Alexander måtte dybt ned i svælget for at overdøve sin bagkompagnon. Rent stilistisk havde gruppen nappet alt det bedste fra Black Sabbath og gjort det en kende tungere. Tilsat havde de så punkens hurtighed og hidsighed . Første sang var laaangsom, dyster og tung, men lige som man havde troet, at man havde regnet gruppens formular ud, sneg der sig lige lidt god, gedigen Metallica-lyd ind. Veludført, mine herrer, ja, decideret smukt! Tag bare sangen "Prison Cell" fra og vej den op med visse af deres andre kvæder, så vil I forstå, hvordan gruppen mestrer afvekslingens fine evne.

Sons of Death Valley
5 ud af 6 stjerner
Dette var anden gang, jeg skulle opleve Roskilde-drengene sammensmelte sydstatsrock med flænsende hardcore-lyd. Ved sidste anmeldelse brugte jeg betegnelsen "Heavy Western", og det er egentlig et plat udtryk, og jeg afskyr selv opfundne prædikater, men det er immervæk den bedste måde at kategorisere de her gutters lyd – og de gjorde det kraftstejleme godt den aften! Det er vitterligt første gang, at jeg har oplevet et så ungt dansk band udvikle sig så meget på lidt over en måned, hvor jeg så dem sidst. Pissevære med at lyden drillede i starten, for når først indpisker Dan Christensen styrter rundt på scenen som en tasmansk djævel med ild i pelsen i fornemt samspil med resten af gruppens tightness, kan den kun overgås af en ung, uprøvet, ungmøs... Ja, I fanger nok billedet. Bandet er tydeligvis forgiftet af sygdommen rock'n'roll, og for satan, hvor den smitter i deres selskab! Fortsæt den gode stil! Herfra kan varmt anbefales sangene "Sons of Death Valley" og "Cutter Throat".

Among Wolves
3 ud af 6 stjerner
Puha, hvordan skal jeg sige det pænt? For at være fair, så var Blandt Ulve nok det mest velspillende og mest melodiske ensemble, og af hele aftenens seance at dømme ud fra, så var publikumsmængden også størst her. Så hvorfor fremstod der en lunken mine på mit fjæs efter halvanden sang? Jo, stilen, som Among Wolves begår sig i, har for længst overskredet sidste salgsdato. Den stil var på sit højeste for ti års penge siden, og ro på, det samme kan man jo sige om Dirt Forges inspiration fra fx Black Sabbath, men hvor sidstnævnte låner inspiration fra sine helte, var Among Wolves en decideret kopivare af navne som All That Remains og In Flames. Der var intet nyt under solen. Aggressivt vers opvejet af et melodisk omkvæd, som selv Dansktoppen ville have været misundelig over ikke selv at have fundet på. Men som det ofte sker med den slags bands live, var den rene vokal som sunket i jorden, da den skulle indfinde sig. Ja, den kvindelige bassists kor-rolle kunne jeg kun svagt høre. Men igen, publikum virkede til at nyde den, da gav den gas, var tilpas fulde, og de spillede godt, hvis man er til den slags.

9000 John Doe
4 ud af 6
Så er vi tilbage ved min cliffhanger fra tidligere, for da jeg efterhånden begyndte at rode efter de fesne to stjerner – måske tre – til at taksere Aalborg-orkestret 9000 John Doe, lod jeg omslaget dømme bogen. For halvvejs inde i deres set lignede det i min jomfruelige optik på et hidtil uset band, at jeg var vidne til et jysk halbal i indre by med uptempo røvballe-rock. Det var da okay, men så udbrød gashåndtags-forsanger Tommy Knøs, om det ikke var tid til noget metal, og så blev deres boogie-woogie rock ellers afløst af dyb growlen og det umiskendelige tordende tempo fra trommer og bas i rendyrket Heavy Metal. Jeg må i skam konstatere, at jeg for Sørensens afsvedne røvballer har et vist bands bagkatalog, som jeg lige skal have tjekket ud, inden mit næste besøg fra bandet, da jeg glippede sangnavnene i skyndingen.

Hvis karakteren skal op over det store firtal, trænger lydbilledet dog til en større afveksling i de to hovedgenrer, som 9000 John Doe bevæger sig i. Når det var rock, var det ok rock, og når det var metal, var det fin metal; ikke mere eller mindre. Men overraskelsesmomentet er nok til, at der lige sneg sig en endnu større stjerne op ad min lomme.