Der er ganske mange blandt mine venner med lave medlemsnumre i Deep Purples fanklub. Da en stor del af dem hørte, at den koncert, som meget vel kunne blive de engelske veteraners sidste koncert på dansk grund nogensinde, ville blive afholdt i Valby Hallen valgte de at investere hele og halve huslejer på at opleve deres favoritband alle andre steder end netop i den bedrøvelig betonklods på indfaldsvejen til Vesterbro.

Såre forståeligt. Musikelskere har allerede i flere årtier konsekvent boykottet Valby Hallen, som generelt gennem historien har gjort cirka det samme for begrebet ”god lyd”, som Den Sorte Død i Middelalderen gjorde for håbet om et langt og lykkeligt liv.

Jeg skal lade være usagt, om koncerten mandag aften så bliver den sidste. Selv om så turnéen hedder ”The Long Goodbye”, og medlemmerne er omkring de 70 år.

MIRAKLET I VALBY
Det, som imidlertid SKAL siges, er, at denne koncert var blandt de  bedste Deep Purple koncerter, jeg har oplevet i adskillige år (og min hærskare af mere eller mindre alternative behandlere vil kunne fortælle jer, at jeg har set d’herrer nogle gange efterhånden), OG at Deep Purple blandt en del af slagsen i løbet af aftenen diverterede med dét største mirakel netop på denne adresse:

God lyd i Valby Hallen!

Efter de første to numre var lyden fra brillante ”Bloodsucker” og frem, hvor den skulle være. Og så kunne man ellers derfra blot nyde disse værdige veteraner dele ud af deres betragtelige musikalske overskud på flotteste facon.

Hvad enten det gjaldt klassiske tidløse tordenmanifester som swingende ”Strange Kind Of Woman”, legesyge ”Lazy”, pragtfulde ”Perfect Strangers” og – ja, ja – den dér med røgudviklingen over gadekæret.

Eller fire sange fra dette års ”Infinite” album så fornemt turnerede og velspillede, at man tilfreds fem årtier og  20 album inde i Deep Purples karriere konstaterer, at de i høj grad stadig er en musikalsk levende organisme, og at de nyder at være det.

GRAVEREDSKABER
Jeg hører ind imellem folk, jeg med største fornøjelse ville kalde det samme som diverse graveredskaber op i deres åbne ansigter, besvære sig over, at 72 årige Ian Gillan ikke længere har den stemme, han er født med, mens de tårevædet mindes hans skrigeri på ”Child In Time” på 47 år gamle ”Deep Purple In Rock”.

Jamen, for fanden da!

Ian synger stadig glimrende og modsat andre aldrende sangere, jeg kunne nævne, synger Gillan, det han stadig KAN – i stedet for at prøve på det, han IKKE længere evner.

I det hele taget er det vist på tide, at vi begynder at nyde det, vi har. I stedet for at brokke os over det, vi ikke får.

Den ofte så udskældte leadguitarist Steve Morse – hvis store forbrydelse som bekendt er, at han ikke er Ritchie Blackmore (Purples oprindelige guitarist, red.) – var aftenens helt store oplevelse. Han leverede samtlige sine soli med forbilledlig feeling og timing og intetsteds bedre end på de meget fine drømmebefordrende ”The Surprising” og ”Birds Of Prey”. Så såre smukt, Steve!

Og det så er det vel ikke nødvendigt at nævne, at Ian Paice stadig er én af rockhistoriens mest overlegne trommeslagere, og at Roger Glover spiller en klippesolid bas? Mens det måske lige akkurat er værd at nævne, at bandets keyboardspiller Don Airey spiller så godt, varieret og opfindsomt, at han fik selv den gamle guitarpuritaner hér til at klappe af en keyboardsolo.

Ja, så godt var det sgu’. Det var en dejlig aften og skulle det blive den sidste af slagsen fra Deep Purple her i landet? Jamen, så siger man tak. . . og ganger det med 1000.

DET SPILLEDE DE

•  Time for Bedlam

• Fireball

• Bloodsucker

•  Strange Kind of Woman

•  All I Got Is You

•  Uncommon Man

•  The Surprising

•  Lazy

•  Birds of Prey

•  Knocking at Your Back Door

•  Keyboard Solo

•  Perfect Strangers

•  Space Truckin'

•  Smoke on the Water

•  EKSTRA:

•  Hush

(Joe South cover)

•  Bass Solo

•  Black Night