Som pragtaftener på danske spillesteder går, er det umindelige tider siden, jeg har oplevet en musikalsk aften så pragtfuld som denne i Falconér Salen. Eller som én af vennerne – tydeligvis en mand med ordet i sin magt – klædeligt underdrevet konstaterede efter koncerten:

"Tjah, så kan dét vist ikke gøres bedre!"

Jeg giver jer – mine damer og herrer – Joe Bonamassa med blændende band i København.

Gennem et langt rock'n'roll liv, hvor det føles, som om jeg konstant de sidste tre årtier har været omringet af elektrisk forstærkede seksstrengede instrumenter ved betragtelig volumen, kan jeg simpelthen ikke mindes, hvornår jeg sidst har hørt SÅ sublimt guitarspil og i dét omfang, som Bonamassa præsterede i Falconér denne aften.

Det var muligvis, da jeg sidst oplevede legendariske Ritchie Blackmore "gå gud" et par kilometer væk i Forum for godt tyve år siden, men det er langt fra sikkert.

Jo, gu' er det store ord, men der var vitterlig passager – og mange af dem – i denne ni kvarter lange koncert, som gjorde ord som "sublimt" og "suverænt" utilstrækkelige.

Pejsebrænde
Joe Bonamassa indledte koncerten alene med sin guitar i "Palm Trees, Helicopters And Gasoline" og yderligere fire akustiske numre, og allerede dér var man udsat for en så overlegen opvisning i kontrol, teknik og dynamik, at formentlig ganske mange guitarister blandt de 2100 i den udsolgte sal overvejede det betimelige i at gå hjem og sætte deres egne guitarer til salg som pejsebrænde.

Og da bandet kom på scenen og den elektriske del af koncerten lagde fra land med "Dust Bowl" blev det bare værre (læs: bedre).

I og med vi blev præsenteret for den ene bluesy og lejlighedsvis hårdt rockende mesterklasse i dynamik og musikalitet efter den anden. Ofte taget på så lang en udflugt ud over stepperne i improvisationerne, at man næsten fornemmede på bandet, at de næppe var helt sikre på, om de nu også kunne finde hjem fra bemeldte udflugt igen.

Det kunne de så i reglen med største selvfølgelighed, for netop Bonamassas band skal have en endog rigtig stor del af æren for, at denne blændende guitarist er så stor en oplevelse live. Den fænomenale rytmegruppe – Carmine Rojas (bas) og Tal Bergman (trommer) – spiller med telepatisk fornemmelse sammen med Joe, og de er aldrig mere end et nik og et vink væk, når de bestemmer sig for bare for sjovs skyld at tage en musikalsk omkørsel på dén udflugt, jeg nævnte tidligere.

Eventyrligt
Kom faktisk undervejs til at tænke på at det jo for fa'en netop er på grund af musikere som disse, jeg har startet det webmagasin, du sidder og læser netop nu. For det er om noget ment som en hyldest til "den ægte musik, spillet af rigtige musikere" – og musikere fås sgu' ikke rigtigere eller musikken mere ægte end i tilfældet Joe Bonamassa Band.

Højdepunkterne i koncerten var så mange, at det ville være for stor en prøvelse for jeres tålmodighed, hvis jeg gav mig til at remse dem alle op. Men nævnes skal i hvert fald de sublime følte soli i Eric Claptons "Someday

After A While" og Gary Moores "Midnight Blues", den nærmest eventyrlige tur ud i Black Country Communions "Song Of Yesterday", som endte i et crescendo af en hyldest til The Who klassikeren "Won't Get Fooled Again"... og så behøver I jo sluttelig ikke mig til at fortælle, at Bonamassa egen uomgængelige bluesklassiker "Sloe Gin" endnu engang trodsede enhver beskrivelse af musikalitet.

Skulle jeg endelig kritisere noget, måtte det vel være, at godt to timers musiceren på dette niveau næsten er for meget at tage ind på én aften. På den anden side set; hvor er vi henne, hvis man begynder at bebrejde folk, at de er gode?

"Hold da kæft! Og det værste er næsten, at han går ud og gør det igen lige så godt et andet sted i morgen," som min sidemand opsummerede koncerten.

Ja, det gør Joe da forhåbentlig. For det ville da være synd, hvis kun danskerne skulle have lov at opleve noget af denne kolossale kvalitet.