Det er og bliver en fryd, når man sidder tilbage med et tilfreds smil, efter sidste nummer på et album er ringet ud.

Og man vel at mærke ikke gør det, fordi bandet er rent til grin, og man hermed er blevet befriet for den lidelse, det har været, at stå værket igennem. Men derimod fordi man lige har tilbragt en lille time i selskab med et band, der både spiller godt, skriver gode melodier og dertil leverer samme med åbenlys entusiasme og overskud.

Ligesom danske Fate gør på deres syvende album "If Not For The Devil", som formeligen flyder over af velspillet og –lydende melodisk hardrock. Ikke at dét er en genre, som i de senere år har fået folk til at løbe storm på butikkerne og forlange varen på disken i en musikalsk verden, hvor ét af de påtrængende karaktertræk desværre synes at være trangen til at lade sig forføre at overfladiskhed.

Men ærligt talt: Der ER fandme ingen grund til at lade sig nøje med diverse platte popprodukter, når man med Fate kan få både den popfornuftige melodi, den solide rockbund og dertil sgu' dygtige musikere på samtlige pladser i kapellet.

For nogle år siden tog jeg en principbeslutning om, at det eneste band, jeg havde brug for i denne genre, var de amerikanske giganter i Journey. Det princip har Fate hermed tvunget mig til at fravige, for "If Not For The Devil" er et endnu bedre album end den ellers efne forgænger "Ghosts From The Past" (2011).

Liv og sjæl
Der er snit og høj international klasse over det hér i al almindelighed og over sange som "Bridges Are Burning", "Feel Like Making Love" og "Gambler" i særdeleshed. De nævnte har hvert og ét gigantisk hitpotentiale – forudsat naturligvis at man har fantasi til at forestille sig et Utopia, hvor klasse og talent belønnes før det fesne og forlorne.

Anyway, det er simpelthen en fornøjelse at høre et band, som åbenlyst har lagt liv og sjæl i at lave ordentligt materiale, skrive dé gode melodier og få spillet og harmonierne på plads, som man i dén grad får fornemmelsen af, at Fate har gjort hér. Hver eneste af den fingernemme Torben Enevoldsens soli og riffs sidder lige i skabet, han bliver smukt og smagfuldt støttet af keyboardspilleren Mikkel Henderson og den overlegne rytmegruppe (Peter Steincke på bas og Jens Berglid på trommer), og så er det naturligvis vigtigt i specielt denne genre, at man har en sanger, der kan bære melodierne hjem.

Og det har Fate i dén grad i Dagfinn Joensen, som med tilsyneladende legende lethed synger aldeles fremragende på hver eneste sang på dette album. Som én af mine venner udbrød, da han for nylig hørte Joensen i anden sammenhæng:

"Hold kæft, hvor synger han godt! Hvem fanden er han?"

Det burde så ikke være en hemmelighed ret meget længere.

Men du er vist ved at have grejet essensen af denne anmeldelse. Så sluttelig vil jeg bare bede dig – hvis du har det mindste til overs for melodisk hardrock – at checke "If Not For The Devil". Du vil ikke blive skuffet.