Der er løbet meget regnvand langs Seattles rendestene, og mangen en flannel skjorte er sendt til genbrug, siden Pearl Jam for 22 år siden slog igennem med debutalbummet "Ten" og det slidstærke kæmpehit "Alive".

Musikalsk har Pearl Jam taget talrige ture rundt i det soniske landskab i årenes løb – fra grunge over punk og new wave til folk. Ofte spillet med rynkede øjenbryn og en til tider lige lovlig selvhøjtidelig alvor – selv om der i perioder kom endog rigtig god musik ud af det.

Men i 2009 – med det fremragende 9. album "Backspacer" – skete det sgu':

Pearl Jam lød, som om de endelig havde fundet ud af, at det faktisk også er i orden at have det sjovt med at spille musik. På et album, som musikalsk trak heftigt på Pearl Jams erklærede forbilleder The Who.

Efter alle årene sprang Pearl Jam med "Backspacer" endegyldigt ud som det klassiske rockband, de så rigeligt har både evnerne og formatet til at være. Noget, som blev yderligere understreget, ved en legesyg, velspillet og gennemgående ganske pragtfuld koncert, jeg var så heldig at opleve i Londons O2 Arena på den efterfølgende turné (18. august 2009, hvis I vil vide det).

Fire år senere og Pearl Jam fortsætter i samme fine stil på deres – you guessed it! – tiende album "Lightning Bolt".

Fra starten går med den umiddelbare fængende rocker "Getaway" til den såre smukke afsluttende ballade "Future Days" vidner denne skive om et band, der nu hviler trygt i overbevisningen om egne evner og så i øvrigt bare spiller igennem.

Og det gør de på overvejende endda rigtig gode sange, som for størstedelens vedkommende vitterlig vokser for hver gennemspilning.

Semiballaderne og de akustiske islæt på "Lightning Bolt" har en nærmest hymne-agtig melodisk kvalitet - check eksempelvis "Sleeping By Myself", førnævnte "Future Days" og den rørende hyldest til kærligheden og livets skrøbelighed "Sirens"

Brystet frem!.
Rocknumrene bliver for størstedelens vedkommende hamret af med fremskudt bryst og fanden-i-volsk overskud – fra den rasende "Mind Your Manners" via den Doors-tonede "My Father's Son" og den klassiske rock i titelnummeret til den forrygende guitar tour-de-force "Swallowed Whole", som jeg vil vove at påstå, Pearl Jams idol Pete Townshend fra The Who ville være stolt af.

"Lightning Bolt" ét de bedste argumenter, jeg har hørt længe, for at bevare albums som netop dét – sammenhængende værker. Snarere end at hente enkeltstående sange fra skiven på diverse tjenester. Det hér HÆNGER nemlig sammen, og der er tydeligvis tænkt over, hvordan sangene skulle præsenteres i forhold til hinanden. Der er med andre ord rigtig meget god musik at gå på opdagelse i.

God fornøjelse med det, og godt gået Pearl Jam!