Mine damer og herrer.

Der synes  i vort ellers så lykkelige og omfavnende samfund at være en kedelig tendens. At dømme andre og deres bedrifter uden reelt at have kendskab til sagens kerne – nemlig de sande realiteter! Vi ser det alle steder – ikke mindst i den offentlige debat, og særligt på de sociale medier. Ingen – eller kun ganske få – kan feje foran egen dør med god samvittighed i den henseende.

Selv falder jeg da af og til i brønden af udskammende synspunkter uden reelt at have en kæft styr på realiteterne. Måske er det bare menneskeligt, men ikke særligt medmenneskeligt?

Hvor vil jeg så lige hen med det?

Jo, ser I. Jeg havde sådan set ikke givet Demolizer mange chancer på forhånd, selv om jeg har hørt meget godt om dem. Spørg mig ikke hvorfor, men sådan  var det bare. Men nu var jeg så  ”tvunget” ud i opgaven med at skulle vende tommeltotten op eller ned i forhold til Demolizers kvaliteter eller mangel på samme, og så var der ingen vej tilbage.

SYNGENDE LUSSINGER
Den københavnske thrash metal kvartet (guitarist og sanger Ben “Polle” Radtleff, guitarist Aria Mobbarez, bassist Bjørn “Krölle” Hjortgaard og trommeslager Max Petrén Bach Hansen) har med deres debutalbum ”Thrashmageddon” begået en samlet set vellydende og balanceret sammenblanding af harmonier, riffs og soli, der rammer dig med den ene syngende lussing efter den anden – godt hjulpet af en velsmurt rytmesektion.

Åbningsnummeret ”Copenhagen Burning” indledes med en behagelig og vellydende instrumental afgang, inden nummeret letter med den fandenivoldskhed, som ”Thrashmageddon”  generelt byder på. Og dét til og med det sidste nummer ”M.S.W” - kun afbrudt af det mere rolige men ikke desto mindre formidable nummer, ”Until The Day I Die”.

Nu er det jo så nok ikke til den store overraskelse, at der er fart over feltet – det er jo thrash metal det her. Men her er ikke bare fart på – der er samtidig styr på rattet uden usikkerhedsmomenter eller slinger i valsen den tid, rejsen tager. Albummet emmer af ungdommelig energi, virkelyst og ikke mindst oprør. Fræk vildskab der sparker hængslerne af dørene indtil rummet fyldt med anerkendende applaus. 35 minutters kontrolleret balstyrisk og varieret musikalsk opvisning.

Jeg må sande, at dét at dømme tingenes tilstand på forhånd er som at læse sidste i en bog, og tro at man kender hele historien. En faldgruppe af de hyppige. Også i dette tilfælde.Med ”Thrashmageddon”  har vi at gøre med et album, der faktisk er svært at lægge fra sig, når du først er fanget ind..

Dommen er klar: Demolizer er landet efter en vellykket rejse, og forhåbentlig er de kommet for at blive!