Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

Opstået fra de døde

Share
Snot
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Et band med et af de måske mest ulækre navne, Snot, skabte en uovertruffen lækker koncert i Stadens loftkammer, bedre kendt som Loppen

Snot, Loppen, Christiania, 26. februar

Bandnavnet kimer nok knapt med klokken for folk med hang til den tunge muzak; muzak ment her som den bølge – for ikke at sige oversvømmelse – af orkestre, der ville lukrere på den fremadstormende blanding af funk, groove, Rap og Heavy Metal anno 1998-2000 som Korn og Limp Bizkit stod for. Resultatet blev, at omtrent 80 procent af de bands forsvandt i glemslen, før de dårligt nok var opstået; et fåtal trivedes kortvarigt; endnu færre eksisterer i dag og endelig et minimum, som opnåede kultstatus. Et af dem var disse Snot, som jeg havde fået gennemtrumfet fornøjelsen af at skulle opleve i Loppens ramponerede omgivelser – men optakten var decideret sløv.

OG med optakt mener jeg så absolut ikke det danske opvarmningsband, Sons of Death Valley. Tværtimod, de afleverede en røvfuld rockmusik af den art, som Volbeat-kyndige fra deres album tid vil elske, og som smil-fremkaldende elskere af en god omgang svingom-melodier vil omfavne gladelig.

Det var en sand dyd at se de fem drenge fra Roskilde langsomt vokse med hver sang, der bragte os helt fra kulden på Staden til ørkenen i Mexico. Udtrykket "Heavy Western" opstod i knolden på mig, og det er vitterligt den bedste terminologi, jeg kan beskrive tematik, udtryk og musik i bandet med: Nap Clint Eastwood fra "Den gode, den onde og den grusomme" og erstat pistolen i hylsteret med en tung guitar, så er vi ved at være der.

Men tilbage til den sløve optakt. Altså, opvarmningen var ikke skyld i sløvheden, men det var dæleme fremmødet lige før dørene åbnede. Hvis jeg så bort fra min overtalte fotograf, var der vel fem andre fremmødte, der havde vovet sig frem til Loppens kammer. Faktisk var vi i tvivl om, vi var det rigtige sted, selvom vi havde været der før. SÅ få mennesker kunne da umuligt være de eneste, der ville opleve et af de måske bedste bands fra den æra?

Gjort til skamme
Spol tiden frem til, da Snot gik på, for så måtte vi faktisk spole tiden HELT tilbage til Californien omkring år 1997, arnestedet for den slags musik, før markedet blev mættet. Mixturen er at blande Red Hot Chili Peppers med hurtigheden fra Thrash Metal à la Metallica og slutte af med en forsanger, der hovedsageligt rapper. Ja, jeg er indforstået med, at for mange er det en helligbrøde med Metallens 'sande' værdier. Hvad det så end skal betyde.

Men hvis du skulle bedømme ud fra fremmødet, der siden åbningen var blevet stort set stuvende fuldt, var folk – underdrevet – jævnt tilfredse.

Folk var kommet for at høre Snot, der spillede deres første album, "Get Some", fra start til slut, og ikke et tilfældigt band, der var programsat.

Publikum kunne lyrikken til sange, der var blevet kreeret, da de fleste af publikummerne var folkeskolemodne. Sangene er ikke blevet luftet på dansk jord, så vidt vides, siden dengang i sluthalvfemserne, hvis nogensinde overhovedet. Så forløsningen var gigantisk, da bandet gik i gang med deres kulthits for det danske folk, der ENDELIG fik deres hemmelige helte at se.

Funken groovede fra bas og trommer, så taget gyngede og sikkert helt i ånden med, hvad Stadens faciliteter normalt leverer gulv til. Guitarerne var simple, men velspillede, ikke mere eller mindre. Og rapperiet fra forsanger Carl Bensley sad lige i skabet da, som nævnt, forløsningen var gensidig fra band og publikum. Det var en éner-aften i den forstand, at der nok går lang tid, inden – hvis overhovedet – bandet kommer igen til dansk jord, og at netop den indebrændte forløsning var større, end den famøse scene i Olsen Banden-filmen "Går amok", da en tørlagt Dynamit-Harry spærres inde i ølvognen. "Bare rolig, nu er far her," fristes man til at citerer frit fra hukommelsen over glædens (gen)syn af Snot. Selvom lyrikken ofte tangerede det infantile med fx "My balls, your chin", kunne det for den sags skyld have været lige så dybfølt som en af Grundtvigs længere forkyndende salmer, for bare Snot leverede musikken, var alle lalleglade.

Som festlige indslag kan i flæng nævnes: En fan på guitar under et halvt nummer, en flaske Jack D. på omgang og en hyldest til de kvarte hjemstavnsdrenge i Metallica med "Hit the Lights". Kærligheden var lige i øjenhøjden, og stjernenøkkerne var fraværende, hvis de nogensinde havde eksisteret hos Snot.

Som afsluttende bemærkning er det uomgængeligt at kommentere på, at kulstatus for bandet formentlig gør sig i, at Snot lukkede og slukkede butikken i samme ombæring, da forsanger Lynn Strait stillede træskoene under tragiske omstændigheder i 1998, hvorved deres første album blev deres – teknisk set – eneste fra deres hånd. Dermed kan man argumentere for, at bandets efterspørgsel i lige så høj grad bunder i, at de aldrig nåede at udvande sig selv ved at lave flere albums. Carl Bensley gjorde under alle omstændigheder flot figur af sig som erstatningsforsanger denne aften.

Du kan se et galleri med de optrædener fra aftenen her: www.sneeze.dk/albums/snot/

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

There's people making babies to my music. That's nice.

_ Barry White

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk