For lige at slå dét fast, inden bandets fans sikkert senere i denne anmeldelse får brug for en bideskinne, så kan jeg GODT lide Nightwish's symfoniske, episke og romantiske ekskursioner udi noget så sjældent som skønheds-metal.

Simpelthen fordi Nightwish – modsat deres kedsommelige hollandske konkurrenter i Within Temptation og Evanescense – har både kant og gode sange. Det beviste de ikke mindst, da jeg i 2012 hørte dem give en fremragende koncert i Falconér, som også var ramme om bandets koncert mandag aften.

Mandag aften gik det imidlertid galt.

"NU GÅR JEG ALTSÅ!"
Vi var vel en 40 minutter inde i den to timer lange koncert, da min tro følgesvend kundgjorde:

"Steffen, nu går jeg altså. Jeg får sgu' ondt i ørerne af det dér!"

Og hér taler vi vel at mærke om en krigsarret veteran, som har taget sin tørn med hovedet i Lemmys baskabinetter og andet sjov i de sidste små 30 år.

Imidlertid havde han ret. Specielt den første lille time var lyden i Falconér forskrækkelig. Trommer uden bund, skinger vokal og en guitarlyd, der – når man ellers kunne høre den – mindede skræmmende om den lyd, man må formode at være vidne til, når symaskine-fabrikanter afprøver deres produkter.

Den går simpelthen ikke, når man som Nightwish begår sig i noget, vi kan kalde det storladne resultat af et møde mellem et gotisk ABBA og Mike Oldfield, når de med anlæg udlånt af Deep Purple forsøger at begå lydspor til en (dyster) Disney film. Havde koncerten så fundet sted i én af byens akustiske rædselskatedraler (Forum, Valby Hallen eller en overdækket Parken), havde jeg nok ikke i samme grad trukket ned i karaktergivningen.

Men nu var det hér altså det hæderkronede teater Falconér, hvor man har oplevet talrige bands – deriblandt altså Nightwish selv – i årenes løb lave fremragende lyd igen og igen. Således var det simpelthen ikke godt nok, at lyden først begyndte at arte sig nogenlunde fornuftigt under koncertens tiende og ellevte nummer – de fremragende "Alpenglow" og "Storytime".

Hvilket bl.a. betød, at den pragtfulde "Elan", som jeg vitterlig havde glædet mig til, tidligere i sættet faldt fælt til jorden.

DETALJER TABT
I anden halvdel blev lyden så bedre, men den kom desværre aldrig op på dét kvalitetsniveau, musik som denne kræver. Skal man lege med som lytter i en genre som denne kræver det simpelthen, at man kan høre detaljerne – man ved jo, at der er ganske mange af dem.

Måske var det derfor, at en stor del af publikum i den udsolgte sal i deres mimik antog betænkelig lighed med udsendte smagsdommere fra et opinionsinstitut. Og i øvrigt stille og roligt begyndte at udvandre i løbet af koncertens sidste halve time.

Nightwish ER et godt band, hvis man som nævnt vil lege med i deres eventyr-univers. Men når lyden ikke er bedre, end den var mandag aften, så gider jeg altså ikke lege. For så bliver de episke ekskursioner altså også i længden langtrukne. En mening, jeg langt fra var alene om, hvis publikums samtaler, da vi forlod Falconér hen ad midnat, var noget at dømme efter.

Synd for det publikum. I en tid hvor entré til koncerter koster som udbetalingen til en firelænget gård (godt nok en firelænget gård i vandkants Danmark, men alligevel. . .), kan man godt tillade sig at forlange mere, end man fik hér.

Gode øjeblikke eller ej. . .

Så hjælper det fedt at jeg siden har fået at vide, at lyden på balkonen var bedre. Folk i salen har altså også betalt for en god oplevelse.

(Og så var Nightwish' lyd i øvrigt den rene high fidelity orgasme i forhold til dét, der blev de to supportbands Amorphis og Arch Enemy til del – hvad fanden er logikken i at tage to så gode bands med på turné, hvis de formenes adgang til hele anlægget? Svar på en overfrankeret klippeblok til den sædvanlige adresse).