Alter Bridge fra Florida et ét af de bands, man føler, man nærmest er nødt til at holde af. Alene det at kvartetten spiller deres klassiske tidløse hårde rock med en kærlighed, der kunne gøre "Stormfulde Højder" rangen stridig som dén største kærlighedshistorie, der nogensinde er fortalt ...

... jeg mener; så nænner man da næsten ikke at sige noget ondt om dem. Og da slet ikke når man i tilfældet Alter Bridge fornemmer, at det ikke mindst for dem handler om at skrive den forkætrede "gode sang"... og helst så ofte som muligt.

Den mission lykkes halvvejs på Alter Bridges fjerde album "Fortress". Den lykkes således i stor til på "Cry Of Achilles", "Addicted To Pain", "Calm The Fire", det majestætiske titelnummer og – ikke mindst – på de forrygende "Peace Is broken" og "Cry A River", som begge nok er det nærmeste, jeg nogensinde kommer på at kunne bruge sammenligningen "Zeppelin-møder-Rush".

Havde Alter Bridge lavet et helt album med numre af dén kvalitet, var der ingen vej uden om topkarakteren. Men det har de bare ikke.

Der er trods alt yderligere seks numre på "Fortress", og formelfoder som "Bleed It Dry", "The Uninvited", "All Ends Well", "Farther Than The Sun" og "Waters Rising" samt semiballaden "Lover" holder ikke niveau med resten af albummet.

Selv om ingenting hér såmænd er decideret dårligt, så ER de seneste nævnte numre – igen - lovligt formulariske, og uanset hvor dedikerede og dygtige Alter Bridge ellers er, så bliver musik efter faste formler og mønstre nu engang monotone i længden.

"Hvis kun seks numre er i top, hvorfor fanden får de så fire stjerner alligevel, Jungersen?" hører jeg læseren råbe i det fjerne. Det gør de af én såre simpel årsag: den fjerde stjerne reddes hjem af leadguitaristen Mark Tremonti, som ganske enkelt spiller fuldstændig forrygende stort set hele albummet igennem og dermed redder også en del af de mere middelmådige numre.

Alter Bridge spiller i Falkonér på Frederiksberg 28. oktober