MECHANICAL ANIMALS

For nu lige at tage dén først:

Jo, jeg var dengang i de finurlige firsere og et pænt stykke op gennem de halvdøde halvfemsere en lige så stor fan af Def Leppards himmelstræbende hårdrock hymner som den næste Fernet Branca tønde ved baren.

I en periode var der sågar ganske tætte familiemedlemmer, jeg hellere ville undvære end endnu en rundgang med "Rock! Rock! (Till You Drop)", "Foolin'", "Stagefright" o.s.v.

MEN (ja, I vidste jo den måtte komme) hvorfor står jeg så hér på Esbjerg Rock Festival og kommer i tanker om titlen på et gammel Marilyn Manson album, "Mechanical Animals", mens Def Leppard pløjer sig igennem alle de hits fra dengang, som jeg ellers elskede så højt?

Well, det gør jeg, fordi Def Leppard tilsyneladende ikke har gennemgået dét, som blot måtte minde om en udvikling siden dengang i senfirserne og lige så tilsyneladende efter alle disse år stiller sig tilfredse med at køre arsenalet af træffere fra dengang af i (alt for) tro kopier af albumudgaverne. Om ikke på autopilot så i hvert fald alt styret af en GPS, som absolut ingen svinkeærinder tillader undervejs.

Modsat deres samtidige i svenske Europe, som jævnligt laver nye plader og aftenen forinden viste sig som den levende organisme, de er, har Def Leppard ikke lavet et nyt album i otte år. Der kommer så ét til efteråret, men spørgsmålet er, om Leppard overhovedet er interesserede i at lave nyt, når det nyeste nummer fredag aften, "Promises", er seksten år gammelt, mens resten daterer sig til "skatkiste årene" fra 1981 til '92. Og selvsagt med hovedvægten på "Pyromania" ('83) og "Hysteria" ('87).

Det får så være, for jeg er naturligvis godt klar over, at mange mennesker gerne vil høre de sange fra dengang, og det skal de naturligvis også have lov til. Men det virkelige problem hér er, at man sådan set – i det omfang man havde nogle tusind watt til rådighed – lige så godt kunne have hørt dem derhjemme.

Både lyden og de stivbenede arrangementer er fuldstændig de samme som altid, hvilket man for så vidt godt kan forstå, når et band har en énarmet trommeslager, som i sagens natur er afhængig af et ganske stort batteri af tekniske hjælpemidler. Det er såre sympatisk, at Leppard fortsætter med Rick Allen som trommeslager, men det ville vitterlig klæde dem med en ekstra trommeslager, som kunne tilføje sangene noget swing.

Bandet lyder simpelthen ikke synderligt live. Jeg vil ikke gå så vidt som én af mine venner gjorde, for det har jeg ikke belæg for. Manden, som er sanger i et ganske kendt band herhjemme, kaldte koncerten "den fedeste CD, jeg har hørt afspillet på en festivalplads længe", ligesom han hævdede at have taget sanger Joe Elliott i at mime flere gange.

Om det er sandt eller ej, får større skønånder afgøre, men det lød i lange perioder ganske rigtigt ikke særligt live.

Nå, men fraset den massakre, de begik på en usammenhængende "Let It Go" (dén var i hvert fald live!) – ellers ét af bandets bedste numre – var det ikke som sådan nogen decideret dårlig koncert. De, som kan stille sig tilfredse med en "Greatest Hits" parade på en plads i Esbjerg, vil garanteret endda hævde, det var en glimrende koncert.

Det var det ikke, men selv med et band, som gav noget mindre, end de kunne have gjort, kommer man jo ikke uden om, at stripperstangs-hymner som "Rock Of Ages", "Photograph" og "Pour Some Sugar On Me" er tidløse klassikere.

Der var flere af den kaliber. Blot ærgerligt at de overvejende blev mekanisk liret af; så tro mod forlæggene, at i hvert fald jeg i flere perioder kedede mig bravt – ikke mindst under "Let's Get Rocked", der blev leveret med en "entusiasme", så den burde have været døbt om til "Let's Go To Sleep".

Alt i alt vil jeg i fremtiden nøjes med at høre Leppards hits på min lokale rockklub High Voltage. Der er nemlig både stripperstænger og flotte piger, der danser, og i dét selskab gør Def Leppard sig ualmindeligt godt.

Og så vil jeg sluttelig opfordre bandet til at gøre op med sig selv, om de overhovedet gider mere. Det er ingen skam at bakke ud, når man efterlader sig den sangskat, de i givet fald ville gøre. . .