Rock og rul klichéerne står i kø for at skvatte uskønt over hinanden, når man skal beskrive Keith Richards – guitarist i og stiftende medlem af "The Greatest Rock And Roll Band In The World".

Dét med klichéerne bør man dog – selv som kværulantisk sprogrøgter – lade passere, fordi en meget stor del af de klichéer har sin oprindelse netop i Keith Richards og hans gøren og laden de sidste 50 af sine nu 70 leveår.

Og når man kan skrive sådan om en mand, så har han i sandhed nået den så mytologiserede ikon-status.

For jo:

Keith er "The Human Riff".

Keith er "det eneste levende væsen foruden kakerlakkerne, der står tilbage efter en atomkrig".

Keith er "Mr. Rock And Roll".

Og ja: Keith har såmænd (for)tjent striberne på ærmet af sin slangeskindsskjorte for mere end nogen anden at have legemliggjort den postulerede "rock and roll lifestyle", da han op gennem halvfjerdserne surfede mod dét, der for almindelige dødelige havde været den sikre død, gennem et tungt skydække af stoffer på en flodbølge af whisky og vodka.

Eller med mandens egne ord:

"Der har været læger, som sagde til mig, at jeg havde seks måneder tilbage at leve i. Jeg har været til flere af de lægers begravelser."

Jeg tror ham.

For jeg var da en anelse bekymret over, hvor længe det kunne blive ved med at gå godt, da han for år tilbage i en suite på Hotel D'Angleterre tilbød mig en vodka. Bekymringen opstod ikke på grund af tilbuddet som sådan, men fordi det var et pintglas (!) med vodka. Tilsat et par dråber tranebærjuice... sådan bare for farvens skyld.

Nå, vi overlevede jo.

Sagen rock'n'roll
Og så færdig med alt det. Lad os i stedet hylde Keith Richards for det, fødselaren vitterlig bør hyldes for.

Nemlig for at være en sand troende.

For Richards tror.

Som de færreste.

På rock'n'roll.

På sagen The Rolling Stones.

På den utrolige livskraft, musik kan være, når den er bedst.

Se blot på mandens furede fjæs til snart sagt en hvilken som helst Stones koncert. Netop som han lader dødningehoved-ringen på højre hånd lyne i projektørlyset og hugger klør fem i strengene og sætter i med det udødelige åbningsriff til "Jumpin' Jack Flash".

Han KAN ikke lade være at smile lige dér. Og dér – lige dér ja – har du om noget sted selve definitionen af det, Bruce Springsteen engang kaldte "the power and majesty of rock and roll!", og hvem fanden andre end netop Keith Richards skulle den definition dog komme fra!?

Jeg har doseret folk til randen af de totale nervesammenbrud om det hér. Men igen; se ham – se ham for fanden da! – når han ikke kan gå ud til scenekanten og sætte i med "Start Me Up" eller selv sønderslidte "Satisfaction" - uden at kigge smilende over til sparringspartneren Mick Jagger, som om han ville spørge:

"Jamen, hvordan kan det hér dog blive ved med at være så fedt?"

The fire still burns
Det kan det, fordi Keith og co. – men specielt Keith – fra det hårdeste rocknummer til den blødeste ballade bedre end alle andre forstår at formidle rock'n'roll og blues med den respekt, den legesyge, den lyst til at genopfinde sig selv og den dér sære, skrøbelige ømhed, det nu engang kræver, hvis man skal holde flammen brændende i en livslang forelskelse.

"Jeg gør jo ikke kun det hér for pengenes skyld eller for jeres skyld. Jeg gør det for min egen skyld," som Richards sagde engang.

Som nævnt: En sand troende.

Måtte du blive ved i mange år endnu, gamle dreng.

Tillykke Keith – og tak fordi du har været med til at skabe lydsporet til mit liv ...

... now let's walk before they make us run ...