I november 2016 på Danmarks bedste spillested, Amager Bio, oplevede jeg Kim Larsen – kun små to år før sin død – give én af de bedste og mest ligeud livsbekræftende koncerter, det har været min lykke at opleve med manden. Gennem tre årtier fra 70’erne med Gasolin’ og siden som solist med skiftende backingbands.

Men denne aften på Amager var af et tilsnit, så jeg stadig står ved den vidtløftige overskrift ”Når selve livet letter” (læs den her: http://steffenjungersen.dk/nar-selve-livet-letter) fra dengang for nu fire år siden.

Det var gigantisk godt på en aften, hvor en lang række af de absolut bedste sange på dansk og Valby-engelsk, der nogensinde er skrevet (De ved, de dér sange, som er soundtracket til vores liv), blev afleveret på en måde, så vi forlod Amager Bio udmattede af en to timer lang rutchebanetur i hele følelsesregisteret.

De tåretrækkende toppunkter, de søde nostalgiske minder, den uafviselige kærlighed, den himmelstræbende herlighed! Du gode Gud!

FOLKETS HYLDEST
Denne tredobbelte vinylherlighed er det indspillede sidestykke til dén aften på Amager.

Som Larsens fans nok allerede ved, stammer optagelserne til ”En lille pose støj – live” fra to shows 1. og 2. juli 2006 i Helsingør, og albummet blev oprindelig udgivet på CD og DVD i oktober ’07.

Det var fremragende dengang, men på disse LP’er er min snigende mistanke fra dengang blevet bekræftet. Nemlig den snigende mistanke jeg havde om, at dette kunne være ét af de bedste danske livealbum nogensinde.

Med andre ord kan den ansvarlige for denne remastering til vinyl godt rejse sig og modtage folkets hyldest. Instrumenterne står hver for sig klarere end nogensinde, hvilket til alt held blot tjener til at understrege, hvor gode musikere, der er med hér.

Eksempelvis vidste jeg vel godt, at Jesper Haugaard er en god bassist, men først hér kan man for alvor høre, HVOR god han er. I lighed med den ubetalelige leadguitarist Karsten Skovgaard og den stangsolide trommeslager Jesper Rosenqvist spiller Haugaard med en lydhørhed over for detaljen og dynamikken, så man gang på gang frydes gennem de 25 sange hér.

Uanset om det er gammelt Gasolin’ guld som ”Kloden drejer stille rundt”, ”Det bedste til mig og mine venner” og ”Fifi Dong” eller Kims konstante kostbarheder som ”Hvis din far gi’r dig lov”, ”Fru Sauterne” og ”Pianomand”.

Og Larsen selv? Han synger aldeles fremragende med brillant balance mellem forbilledlig diktion og fornem feeling.

SEJRSRUNDE
Well, som jeg i al beskedenhed sjældent undlader at påpege i et lille hyldestshow, jeg af og til rejser rundt med, blev Kim Larsen bedre og bedre op gennem det nye årtusinde. I takt med at han ikke længere var bange for sit – bevares – frygtindgydende bagkatalog og atter tillod alt folket adgang til de sangenes helligdomme, der er ganske mange af i bemeldte katalog.

Så kan man – alt efter temperament – måske mene, at eksempelvis ”Kvinde min”, ”Rabalderstræde” eller ”Midt om natten” efterhånden er en sønderslidt samling cirkusheste. Hvis man er af dé opfattelse, må jeg blot konstatere, at disse sønderslidte cirkusheste i så fald hér vækkes til en sidste suveræn sejrsrunde i manegen.

I øvrigt godt hjulpet af et ualmindelig veloplagt og velsyngende publikum, som heldigvis ikke er mikset ned i lyden.

Og så troede De nok lige, De skulle snydes her til sidst, mine damer og herrer. Men nej da – hér kommer min klassiske afskedssalut i mangen en koncertanmeldelse om Larsen:

Ingen over, ingen ved siden af og fortvivlende få bare i nærheden!

Selv hér to år efter mandens død er det med andre ord stadig Kim Larsen, De skal ty til, når tidens tosserier og triste tilstand tilsiger Dem, at et ordentligt opråb om anstændighed, kærlighed og solidaritet nok kunne være på sin plads. . .