Lad os bare undlade at trippe på tåspidserne gennem tulipan bedet hér og i stedet pløje igennem de sorte stedmoderblomster i selveste Satans indkørsel med 666 selvsikre skridt og konstatere følgende:

Før Volbeat i de senere år førte bevis for, at danske rockbands faktisk godt kan gøre en forskel ude i verden, var der kun ét navn, som nogensinde havde flyttet et komma på den internationale rockscene.

Og hér taler jeg ikke om nogle af de ganske mange danske bands, som – efter at have skudt fuglebrysterne frem og have spillet et par showcases i England eller USA – flygtede hjem under den danske sociallovgivnings betragtelige vingefang og bød ind på en plads på det kommende års "Grøn Koncert" turné med en bemærkning om, at udlandet "ligesom ikk' var klar til os endnu" (sæt selv navne på).

For præcis 30 år siden (30. oktober 1983) udgav et dansk band et album, som satte et stempel på og brændte et (omvendt) kors ind på coveret af manualet for Heavy Metal i al fremtid.

Bandet var Mercyful Fate, og albummet var samme bands fuldlængde debut – det mesterlige "Melissa".

Krystal-krakelerende
Indspillet på små fjorten dage og på et budget, som hverken dengang eller nu ville kunne holde de fleste andre bands på café latte, indtil de havde bestemt sig for, hvilken skjorte de skulle have på i studiet, har "Melissa" (og i øvrigt også efterfølgeren "Don't Break The Oath" fra 1984) haft en indflydelse på den internationale Heavy Metal scenes udvikling, som ganske enkelt ikke kan overdrives.

Fra Metallica og Megadeths tidlige albums via death metal bands som Morbid Angel og Death til black metal pionererne Emperor skylder de alle – og det er blot nogle få nævnt - i kassen. Mercyful Fate har sat hørbare aftryk på dem alle via deres avantgardistiske rytmeskift, rasende riff-rock, præcise harmonier og King Diamonds krystal-krakelerende besværgelser.

I dag er hymner til ham hornfætteren på elevatorens nederste stop som "Evil", "Satan's Fall", "Into The Coven" og slagsangen over dem alle, "Curse Of The Pharaohs", alle klassikere, og det var måske og trods alt ikke lige dét, man havde set komme, da "Melissa" ramte de sagesløse lyttere tilbage i 1983.

Eller også var det.

Jeg husker i hvert fald, hvordan det tilbagevendende spørgsmål var – ja, undskyld – "hvad fanden er det hér dog for noget?", som man sad dér i de sorte stearinlys' skær og forsøgte at både dechifrere og fordøje guitaristen Hank Shermanns riffs, sammes sublime samspil med Michael Denner, og bassist Timi "Grabber" Hansen og trommeslager Kim Ruzz's aparte rytmemønstre, mens King Diamond – også kendt som vanvids-hvinet fra Hvidovre – permanent påkaldte mørkets kræfter, som albummet skred frem.

Dommedag
Der hvilede dengang – og det gør der den dag i dag – en særegen stemning af dommedag over disse sange, mens de også i lange passager kolporterede en egen vemodig skønhed – sidstnævnte intetsteds forløst så forrygende som i Shermann og Denners guitarpassager i titelnummeret. Det var ganske enkelt noget helt nyt og enestående.

Jeg skulle i øvrigt kende King Diamond dårligt, hvis ikke ét af hans mål med "Melissa" var at skabe det soniske sidestykke til de mere foruroligende horrorfilm. Og jeg skulle så dertil hilse at sige at det lykkedes helt fint.

En tekstbid som "suck this blood from this unholy knife/ say after me: my soul belongs to Satan!" (fra "Into The Coven", red.) var kraftig kost dengang og havde nogenlunde den samme effekt, som filmen "Eksorcisten" havde på nogle af os ti år tidligere. Nemlig at rejse spørgsmålet "er det hér nu ikke at gå en tand for vidt? Er det nu noget, vi gør klogt i at udsætte den letpåvirkelige ungdom for?"

Se, det kan jo meget vel være, at man ikke som sådan abonnerer på de gængse forestillinger om det onde og det okkulte, men udsættes man for samme i massive doser, kan de doser så at sige være ganske befordrende for en særegen stemning.

Men nu skal man selvsagt heller aldrig forklejne, at det fremmede og okkulte holder en endog meget høj fascinations-værdi. Og det vidste Mercyful Fate naturligvis udmærket godt, da de begik "Melissa".

Først og fremmest er "Melissa" imidlertid et musikalsk enestående album og en uomgængelig del af metalhistorien – spillet på en måde, som ingen før har gjort det, men som mange siden forgæves har forsøgt at gøre efter.