Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

Lys i mørket?

Share
rainbow
stjerne stjerne stjerne      

For enden af regnbuen lurer et rungende "nå ja"

RAINBOW, "A Light In The Black - 1975 - 1984", (Polydor bokssæt)

På papiret ser det jo ud som en regulær åbenbaring, at et behjertet menneske har fundet på at lave et karriere-retrospektivt bokssæt med Ritchie Blackmores Rainbow. Trods alt nåede den geniale guitarist med Rainbow på de første seks af ni års eksistens at lave fine album som "Ritchie Blackmore's Rainbow", "Down To Earth" og "Difficult To Cure" samt et enkelt mesterværk i den ikoniske "Rainbow Rising".

Desværre er der i virkeligheden ikke så meget tale om en åbenbaring som en larmende "nå ja hva' fa'en" faktor, når man har pløje sig igennem de fem cd'er og den ene dvd, som udgør "A Light In The Black".

Selvsagt er der ikke noget at sige højdepunkter fra bandets karriere noget på i studieudgaverne af mange af de store sange op gennem karrieren. Men dem har fans selvsagt allerede, ligesom vi allesammen har fulgt Rainbows udvikling fra de tidlige dage, hvor bandet i dén grad var ét af de fineste klassisk inspirerede rockbands, verden har set, til Blackmore i 80'erne i tiltagende grad forsøgte at gøre bandet til "Foreigner II" i desperation efter at få et gennembrud på det lukrative amerikanske marked. Den udvikling står lysende klart i løbet af dette sæt, hvis ikke man ikke kender historien i forvejen.

HJEM TIL KAFFE OG KAGE
Det gør de fleste imidlertid, så boksen hér må nødvendigvis bedømmes på de koncertoptagelser og studie outtakes, som mange fans måske netop IKKE har, og dér går det et alt for langt stykke ad vejen galt. Det skyldes primært de inferiøre liveoptagelser fra Rainbows sene dage med Joe Lynn Turner som sanger - der er simpelthen en grund til at de optagelser ikke har været ude før. Ét er, at liveudgaverne af eksemeævis "Power", "Stranded", "Fool For The Night" m.fl. uniformt lyder ad helvede til, men det er meget værre, at de også er dårligt og sjusket spillet - specielt på stoffet fra Cardiff i 1983 og Tokyo året efter løber trommeslager Bob Rondinelli i tempo, som skulle han nå backstage til kaffe og kage en halv time før resten af bandet.

Men mange af de "alternative" takes af numrene er heller ikke værd at betale for - det mest graverende eksempel er en øvelokale udgave af "Do You Close Your Eyes" uden guitar. Jamen, det er da også lige det, man står og mangler: en optagelse UDEN guitar af et band med én af verdens bedste guitarister ved roret

Misererne opvejes så retfærdigvis et stykke ad vejen af det tidlige livemateriale med nu ulykkeligvis afdøde Ronnie James Dio ved mikrofonen. Hér finder man bl.a. en udgave af Deep Purples "Mistreated" fra Japan i 1976, som rangerer blandt de bedste liveudgaver, jeg har hørt af netop dén sang (og der er sandt for dyden flere koncertudgaver af det nummer end der er dreadlocks til en reggae festival).

Bedst af det mere ukendte materiale er faktisk dvd'en, som er optaget, da Rainbow var hovednavn på den første Monsters Of Rock festival tilbage i august 1980, da Graham Bonnet var sanger i bandet. Bevares, billederne ligner noget, der er filmet af en orangutang med grå stær, men udgaverne af eksempelvis "All Night Long", "Eyes Of The World" og - mindsandten - Carole Kings "Will You Love Me Tomorrow" er musikalsk glimrende.

HEGNSSYNSRAPPORT
Billedmæssigt er den bog, som også følger med her, en flot og historisk omgang, som vil give mange fans søde minder fra en svunden tid. Men heller ikke dén er helt, som den burde være, i og med at Andy Francis' essay om bandets historie er skrevet med cirka den samme indlevelse som en hegnssynsrapport.

Alt i alt er "A Light In The Black" en hverken/ eller omgang, som kun kan anbefales tosser som mig selv. Sådan nogle skal jo helst have det hele og lidt til med favorit artisterne.

Det havde klædt bagmændene i stedet at have koncentreret sig på at få lavet en rigtig slagkraftig og powerpakket remastering af Rainbows bagkatalog på vinyl i stedet. Det havde været dyrere - til gengæld havde det været pengene værd.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I hate most of what constitutes rock music, which is basically middle-aged crap.

_ Sting

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk