LYKKE I LILLA STUE

Trommeslageren Ian Paice er det eneste medlem af gamle Deep Purple, som rent faktisk har været med helt fra starten. Hvilket vil sige at han – fraset pausen fra 1976 til 1984 – har spillet i bandet siden 1968.
Deep Purple eksisterer som bekendt stadig, spiller jævnligt og laver ind imellem også nye albums. Men hvad gør en tosset trommeslager, når moderskibet ligger i dok?

Jo, Ian Paice har fundet en redningsbåd bestående af det ifølge ham "bedste Deep Purple tribute band nogensinde", og så er han såmænd taget på turné med og spiller sit eget bands numre med dem! For lige at holde formen ved lige til Purple selv skal ud og spille igen, som han sagde torsdag aften.

Se, enten er manden bindegal, eller også er dét simpelthen sådan fat, at han godt ved, at alt imens moderskibet fremdeles er fuldt ud flydedygtigt, vil passagererne i dette tilfælde alligevel rende mod redningsbåden.

Hvorfor de lige ville foretage den manøvre blev til fulde bevist i Amager Bio torsdag aften, hvor Purpendicular – som redningsbåden hedder – spillede Deep Purples såvel nye som gamle klassikere på en måde, så Purple selv i dag slet ikke kan være med. Og så tager jeg gerne de slag fra Purples mest forbenede fans, som måtte følge med dén melding.

KLASSISK
Vi var ikke længere inde i Purpendiculars hyldest til Purple end de første tre numre, "No One Came", "Hell To Pay" og "Bad Attitude", før jeg og min ven Henning (én af dem, der godt ved, hvad der er op og ned på et gribebræt, skulle jeg hilse at sige) var ved at tabe næse og mund af benovelse.

Kønt har det næppe været, men der var ikke andre måder at reagere på, da ikke mindst den fænomenale irske sanger Robby Thomas Walsh og den noget nær overjordiske tyske guitarist Frank Pané beviste, hvorfor klassisk rock betegnes netop sådan.

For alt imens Purpendicular naturligvis er tro mod forbillederne og Deep Purples blåtryk for bragende beton-bedrifter som "Child In Time", "Burn", "Mistreated", "Highway Star" og den mesterlige "When A Blind Man Cries", lagde de også egne vignetter og fortolkninger af numrene til. Ikke mindst Pané, som dog har folk som Ritchie Blackmore og Steve Morse at leve op til, leverede for fulde faner og tilføjede om ikke alen så dog betragtelige dele af sin egen personlighed til numrene.

STORFYRSTEN
Det er jo for fa'en ikke ligegyldigt for yndere af klassisk musik, hvilket orkester der spiller eksempelvis Beethovens musik og hvem der dirigerer samme, og Purpendicular beviser, at det samme gælder i rocken. De er simpelthen med adskillige længder det bedste tribute-band, jeg nogensinde har hørt. Hvilket også er grunden til, at de er anmeldt her.

Og så gjorde det selvfølgelig ikke noget, at storfyrsten af det svinsk swingende backbeat – Mr. Ian Paice – sad bag trommerne. Han imponerede hele vejen igennem, men jeg føler mig kaldet til at fremhæve det tvangfri swing han lagde i gamle "Space Truckin'" i dén onde boogieversion mine damer og herrer.

Som helhed var aftenen musikalsk mesterklasse på højeste niveau, men det er vigtigt at understrege, at der aldrig gik selvforherligelse eller lir i den af dén grund. Tværtimod var det rent legeland i lilla stue fra en flok musikere, som elsker at spille de sange (og nu de alligevel var i gang også føje bidder af ZZ Tops "Tush" og Doors' "Riders Of The Storm" og "Roadhouse Blues" til løjerne).

God musik for sammes skyld sgu.

Jeg giver sidste ord til førnævnte Henning, som godt ved, at man skal være varsom med at sige den slags men gjorde det alligevel:

"Jeg havde egentlig glemt, at Deep Purples numre kan være SÅ fede!"