Hvis I’ll Be Damned  “kun” var dét, de fem aarhusianere er på overfladen – d.v.s. D-A-D på ferie ved Ungdommens Kilde krydset med en umanerlig bister version af Alice In Chains – var det såmænd nok allerede.

Men bandet er meget – som i MEGET – mere end det.

I’ll Be Damned udgav ét af nyere tids mere overbevisende debutalbums i 2015. Det epos kom stormende ud af startklodserne med en overbevisning og en målrettethed, som i løbet af spilletiden hamrede lytteren så mange på munden, at man til slut blot gled i knæ med et skælvende ”det var ligegodt satans!” på de hævede læber.

”Road To Disorder” er endnu bedre. Tre år efter debuten kan I’ll Be Damned faktisk på sæt og vis leve op til det ellers lovlig vidtløftige skudsmål, de har fået fra en af mine udenlandske kolleger:

”Hvis flere bands lød som dem, kunne rock’n’roll måske reddes!”

Det mener jeg nu nok, rock’n’roll kan alligevel, men I’ll Be Damned er afgjort med i front for redningsaktionen med dette i enhver henseende veloplagte album.

STÅLSAT OVERBEVISNING
Såvel musikalsk som stilistisk spiller bandet et par hænder med næsten lutter trumfer hér. Og det gælder fra starten går med pedalen i bund på ”Stephen Hawking Talking” via det dynamiske, groovy doom/ grunge nummer ”The Entire Universe”, de forrygende rock’n’roll høvlere ”You Are The Young” og ”Flag Follows The Money” (de to kommer til at lægge koncertsale ned!) og den fremragende, storladne nærmest Kiss-agtige melodirocker ”Just Ain’t Right” til det vemodige ”Arrow Of Time (Road To Disorder)” – nyd den måde sanger Stig Gamborg Hansens søgende vokal går i symbiose med den følte leadguitar fra Kristian Sloth hér!

Med ”Keep Warm, Burn The Rich” har bandet sgu tilmed også begået årets titel.

Det er sjældent et bands stålsatte overbevisning i dén grad skinner igennem på et studiealbum, som den gør i tilfældet I’ll Be Damned, og det er ikke mindst den kvalitet, der gør dem så gode.

”Road To Disorder” strutter af kraft, og musikerne leverer – selv i de få stilfærdige stunder – med en umiskendelig ”nu skal vi fandeme vise jer” attitude. I’ll Be Damned VIL det hér, og de bør få det, som de vil have det.

Så vidt jeg husker, sluttede jeg anmeldelsen af bandets første album med at slå til lyd for, at I’ll Be Damned med succes burde kunne følge Volbeat og Dizzy Mizz Lizzy ud i den store verden.

Efter ”Road To Disorder” er jeg så godt som sikker på, at de bliver til noget – også internationalt. Kvalitet på det hér niveau kan ikke holdes nede. . .