English version

Okay så; indledningsvis min dybeste – som I DYBESTE – respekt for Deep Purple anno 2014.

Der går for det første år og dag imellem, at man oplever et band med fire-et-halvt årti på de bedagede bagpartier levere med en livs- og spilleglæde, som Deep Purple gjorde det i Falconér Salen.

Og for det andet afkræver det nådige nik med kritiker-knolden, at Deep Purple aldrig "bare" læner sig op ad deres betragtelige klassiker-katalog men tværtimod denne aften insisterede på at udfordre både sig selv og publikum med en stak af sangene fra sidste års fine "Now What?!" album.

Der er alt rigeligt med såkaldte "classic rock" bands, som bare tosser rundt på verdens markedspladser og spiller sig længere og længere ind i glemslens mørke via de hits, der var engang.

Men ikke Deep Purple.

Tandemalje
Det kan så godt være, de aldrende drenge live holder et intensitets-niveau cirka som det gennemsnitlige garden party. Men udover at det ville være både komplet tåbeligt og uretfærdigt at forlange den samme indædte nødvendighed i leveringen som for fyrre år siden, er det faktisk også ligegyldigt.

I Falconér Salen var det tydeligvis en helt anden nødvendighed, der gjorde sig gældende: Nemlig nødvendigheden af at spille god musik for gode mennesker – og det gjaldt tydeligvis både publikum og Deep Purple selv.

Sjældent har jeg set et så slående eksempel på, at engelske tandlæger måske ikke er helt så ringe som deres ry via den permanente udstilling af tandemalje på scenen, Deep Purple stillede til skue.

Fra starten gik med "Après Vous" og to timer frem var der ganske enkelt ordineret legeland i lilla stue, og man skulle fandme være et skarn for ikke at smile om kap med bandet, som man oplevede de værdige veteraners åbenlyse legesyge, spilleglæde og fornøjelse ved dét, de spillede.

Jeg var faktisk ikke blevet særskilt forbavset, hvis Deep Purple havde insisteret på at smide "Happy Days Are Here Again" ind i sætlisten.

Så galt gik det ikke. Til gengæld satte de glade dage for alvor ind fra fjerde nummer, "Strange Kind Of Women", hvor specielt Ian Paice – i sandhed én af rockhistoriens bedste og mest tvangfrit swingende trommeslagere – atter imponerede med dén dér shuffle, I ved.

Vilde vover
Først var det godt og så blev det bedre, som Purple beviste, at nye sange som "Contact Lost", "Above And Beyond" og "Hell To Pay" fint står distancen mod klassikerne. Nå ja, og så var der så solo efter solo efter solo, men takket være ét af Deep Purples absolutte adelsmærker – nemlig evnen til nærmest telepatisk sammenspil – blev det kun sjældent kedeligt.

Men Deep Purple er mand for mand så dygtige, at de kan tillade sig at lade musikken styre bandet snarere end det modsatte (think about it!). På den måde forbliver selv de mest fortærskede af klassikerne levedygtige og endnu en tur ud på de vilde vover værd.

Ja, sgu’ selv i den dér med dampen over dammen måtte man tage sig selv i rent faktisk at nyde den måde, de gamle klodser blev stablet på.

Jamen, så lad da bare dem, der har det sådan, kalde det hér "dinosaur rock". Dinosaurer var da både statelige og imponerende skabninger.

Ligesom Deep Purple er det ...