Okay, i det omfang, du mener dig i stand til det, så hør lige efter hér: Trods en truende halsbetændelse stiller sangeren op – og gennemfører! – små to timers koncert. Ved hans side står fire musikere af en så kollektivt kolossal kaliber, at de ikke ville kunne genkende begrebet "off day" om så samme iførte sig fluorescerende jumpsuit og dansede på makeup bordet før showtime og brægede "this is an offday".

Mine damer og herrer; jeg giver jer svenske Europe i 2015 i Amager Bio. Et band, som i disse år er bedre end nogensinde – vel at mærke 29 år efter at de i deres største hit postulerede, at nu var det "The Final Countdown".

Det med "bedre end nogensinde" har jeg skrevet før, hvilket jeg gerne medgiver. Hér kommer så noget mere, jeg også har skrevet før (hvorfor skal DR have patent på genudsendelser?!): Hér og nu findes intet andet band i verden, der så tvangfrit løfter arven fra klassiske 70'er hardrockbands som Deep Purple, Rainbow, Thin Lizzy og UFO, som vore svenske venner hér gør det. Allerede i soloen til aftenens andet nummer, "Hole In My Pocket", brillerede leadguitaristen John Norum med en solo, som på én og samme gang bragte minder tilbage om dengang, der virkelig var noget ved koryfæer som Michael Schenker (UFO m.fl) og Brian Robertson (Thin Lizzy). Det vil sige noget!

Min sidemand, som i parentes bemærket altså har mere end en løs idé om, hvad der er op og ned på et gribebræt, bidrog i den sammenhæng med et såre velvalgt og i den grad sjældent velformuleret:

"Nøørj, mand!"¨

Det var så lige før, hårene på vore arme under "Superstitious" begyndte at imitere pindsvineovertræk og derefter "Scream Of Anger" og "Last Look At Eden" bidrog yderligere til "hold da helt kæft" faktoren med velkomne minder om Deep Purple i storhedsdagene i al almindelighed og klassikeren "Perfect Strangers" i særdeleshed.

STILREN KLASSE
Se, nu skal disse ord ikke opfattes, som om Europe blot er et kløgtigt kopi-kapel. Næ, gu' hylder de stilistisk deres forbilleder, men Europe er først og fremmest og fornemst sig selv – ikke mindst fordi der stort set ikke længere er nogen tilbage, der spiller dét, man i vore dage kalder "klassisk rock", så stilrent, som kvintetten fra Stockholm gør det.

Jo, jeg ved sgu godt, at Europe i de fjollede firsere rangerede som dét, man hånligt kaldte "puddelhunderock", men permanentkrøllerne er for længst rettet ud og skulderpuderne deponeret på en Hard Rock Café i én eller anden fjern provins. Og således kan man nu efter alle disse år og længe efter MTV's vedvarende overspil af samme faktisk fint nyde gamle travere som "Carrie", "Let The Good Times Rock", "Rock The Night" og – ja, da – "The Final Countdown" som de fine sange, de vitterlig er.

Men først og fremmest kan man glæde sig over sangene fra de sidste ti år og i særdeleshed over sangene fra dette års "War Of Kings" album, som i min bog simpelthen er det bedste, Europe nogensinde har præsteret. Hvilket dog er noget af en præstation fra et band, der har eksisteret i 33 år.

Har man set Europe i de senere år, vil man også vide, at de tilmed spiller bedre end nogensinde. De har én af hardrocks bedste frontmænd i den sympatiske og storsmilende Joey Tempest, i Ian Haugland har de en trommeslager i særklasse, mens førnævnte John Norum (guitar) simpelthen er i dén liga, hvor konkurrenterne går hjem og brænder instrumenterne efter at have hørt ham.

Det er – selv på en aften, hvor sangeren som nævnt er plaget af et halsonde – simpelthen brillant. Det er Europe, de får det til at se så legende let ud, og dét er det sgu' ikke; tro mig.

"Vi ses snart igen," som Joey smilede efter dén sang, I ved.

Jeg har tænkt mig at forlange det løfte indfriet kammerat!